Det er særligt komplekse sager med lange forløb, der gør, at borgerne mister overblikket. Men det er der en løsning på.

AF CECILIE BISGAARD

I Randers Kommune har man ansat en borgerrådgiver. Det er en person, der tager sig af forskellige henvendelser fra borgere, der for eksempel har spørgsmål til en sag.

Nu har borgerrådgiveren lavet en opgørelse over sidste års henvendelser, og den opgørelse blev politikerne i blandt andet Omsorgsudvalget orienteret om på deres sidste møde før sommerferien.

I 2022 var der i alt 601 henvendelser til borgerrådgiveren. Det er en stigning på ni procent i forhold til året før. Over halvdelen af henvendelserne sidste år vedrørte området Social og Arbejdsmarked.

Ifølge orienteringen er der fem ting, der ofte går igen i henvendelserne: spørgsmål til sagsbehandlingen, manglende afgørelse, manglende inddragelse og spørgsmål til sagsbehandlingstiden samt lang sagsbehandlingstid.

Mister overblikket

Borgerrådgiveren skriver i sin opgørelse, at vedkommende har kunnet besvare over to tredjedele af henvendelserne uden at involvere andre ansatte i kommunen. I ti procent af henvendelserne måtte borgerrådgiveren bede forvaltningen om ”at forholde sig til og besvare borgerens henvendelse”, og i yderligere ti procent af tilfældene har borgerrådgiveren bedt forvaltningen om at tage direkte kontakt med borgeren, så dennes problem kunne blive løst.

Ifølge orienteringen er det borgerrådgiverens opfattelse, at sagsbehandlerne ofte har givet dem, der henvender sig, de samme oplysninger, som borgerrådgiveren giver dem. Men borgerne kan nemt miste overblikket over de mange sagsbehandlingsskridt og -proceduren.

Derfor er vurderingen, at man ”i de komplekse og langstrakte sagsforløb vil kunne fjerne meget af borgerens usikkerhed omkring sagsbehandlingen og det fremadrettede forløb med tydeligere information og bedre inddragelse af borgerne”.

FAKTA: Henvendelser til borgerrådgiveren 2022

Arbejdsmarkedsområdet:
67 henvendelser vedrørende ydelseskontoret
51 henvendelser vedrørende udviklingshuset
40 henvendelser vedrørende borgerservice
25 henvendelser vedrørende sygedagpenge
9 henvendelser vedrørende uddannelseshuset

Socialområdet:
87 henvendelser vedrørende Center for Voksenhandicap
55 henvendelser vedrørende Center for Børnehandicap
23 henvendelser vedrørende Center for Psykiatri og Socialt Udsatte

Børn og Skole:
32 henvendelser vedrørende familieområdet
24 henvendelser vedrørende skoleområdet
6 henvendelser vedrørende dagtilbud
4 henvendelser vedrørende sekretariatet

Sundhed, Kultur og Omsorg:
68 henvendelser vedrørende visitation på omsorgsområdet
9 henvendelser vedrørende ældrecentre og hjemmeplejen

Udvikling, Miljø og Teknik:
14 henvendelser vedrørende denne afdeling

Kilde: Randers Kommune