Jeppe Ørris Rahlff Nielsen skal fremover gøre livet surt for angriberne i 2. division. Han er nyt ansigt i Aarhus Fremad og er indstillet på at kæmpe sig til en plads mellem stængerne på Riisvangen.
Rusen fra en festlig studentertid i den danske sommertørke har kun lige nået at lægge sig, inden Jeppe Ørris Rahlff Nielsen har indgået en amatørkontrakt med Aarhus Fremad, der binder den kun 19-årige målmand til Riisvangen.
Det oplyser Aarhus Fremad i en pressemeddelelse.
Den behandskede randrusianer har fået hele sin fodboldopdragelse i Randers, og han har senest tørnet ud for Randers FC’s U19-hold.
De seneste år har Jeppe Ørris trænet med superligaholdet, og i den netop overståede sæson har han sågar fundet plads på bænken til flere af klubbens kampe i Superligaen, dog uden det er blevet til en debut.
I Aarhus Fremad er der for tiden ikke megen konkurrence om pladsen i målet, efter Thomas Hagelskjær og Can Dursun begge har forladt klubben denne sommer. Jeppe Ørris er dog realistisk om sin position i forhold til den kommende sæson.
»Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan bide mig fast og få spilletid for førsteholdet, men jeg er nok hentet som andetvalg i udgangspunktet. Det vigtigste for mig er, at jeg får mig vist frem så godt som muligt,« siger Jeppe Ørris i pressemeddelelsen.
Adspurgt om sine kvaliteter som målmand, fremhæver den nye Fremad-målmand sit spil med fødderne og sin rolige udstråling.
Skridtet fra ungdomsniveauet til seniorfodbold er en omvæltning for de fleste unge spillere, og det er da også noget, som Jeppe Ørris skal vænne sig til.
»Når man kommer fra ungdomsfodbold, er det lidt noget andet, men jeg har oplevet, at jeg er blevet taget rigtig godt imod. Alle spillere og trænere har været flinke til at snakke med mig, så det har været super-positivt indtil videre. Det bidrager selvfølgelig til, at man føler, at man er havnet det rigtige sted,« fortæller Jeppe Ørris.
mw