Hos Det Rullende Museum kan du lave dit eget vikingearmbånd, skrive med runer eller få en vikinge-tatovering. 

Synes du, at vikinger er seje? Eller har du bare lyst til at hygge dig med små kreative projekter i din sommerferie? Så vær med, når Det Rullende Museum fra Museum Østjylland torsdag 29. juni stopper ved Spentrup Sognegård og igen 5. juli, når turen går til Langå Bibliotek.

Her kan du lave dit eget vikingearmbånd, skrive med runer, som vikingerne gjorde, eller få en vikinge-tatovering.

Alle kan være med, så bare mød op. Det er gratis, lyder det i en pressemeddelelse fra museet.

»Næsten alle synes, at historierne om de både barske og dygtige vikinger er vildt spændende. Det mærker vi tit her på museet. Det fascinerer også både store og små, drenge og piger, når fornemme vikingeskatte fra tid til anden dukker op af jorden,« fortæller museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen i pressemeddelelsen.

Han vil fortælle lokale vikingehistorier i børnehøjde, når han ruller ud til byerne med det lille, mobile museum.

Vikinge-teknik

Når Det Rullende Museum besøger de to byer, hygge dig med forskellige aktiviteter og blandt andet prøve kræfter med en gammel vikinge-teknik, når der skal laves flettede armbånd af snor.

»Det er en sjov samarbejdsøvelse, hvor man to og to kaster såkaldte slyngstokke til hinanden og på den måde får flettet en fin snor, der kan omdannes til et armbånd. Båndet kan også dekoreres med for eksempel perler. Du kan selvfølgelig vælge mellem masser af forskellige farver garn og perler, så det bliver med garanti et armbånd, som ingen andre har,« siger Jesper Nørskov Pedersen.

Ved du, hvordan dit navn skrives med runer? Hvis ikke kan du heldigvis lære det hos Det Rullende Museum. Her kan du kigge nærmere på vikingernes ældgamle alfabet og prøve at skrive dit eget navn og små beskeder.

»Nogle af runerne minder om vores bogstaver, mens andre runer er helt anderledes. Så det er med at holde tungen lige i munden,« siger museumsinspektøren.

Har du lyst til lidt pynt på kroppen, kan du også få en sej vikingetatovering, som selvfølgelig er af den slags, som kan gå af igen.