Flere våben fundet under ransagning af garage i Randers, blandt andet to maskingeværer.

En 35-årig mand har været i grundlovsforhør og er nu sigtet for under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af skydevåben og ammunition.

Våbenfundet blev gjort tirsdag formiddag under en ransagning i en garage ved et boligkompleks i det nordlige Randers.

I garagen fandt politiet to maskingeværer, tre pistoler, en lyddæmper samt tilhørende magasiner til våbnene og mindst 200 stk. ammunition, bekræfter Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, overfor Din Avis.

Et let, eller et tungt maskingevær, er et fuldautomatisk bånd- eller magasinfødet skydevåben og kan blandt andet monteres på kampvogne og biler og skyder med en kraftig kaliber. Det er normalt kun Hæren, Hjemmeværnet og specialstyrker i Politiet, der har adgang til den slags tunge våben i Danmark.


Den 35-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig. Han kærede ikke kendelsen.