Fire lokale ejere af amerikaner-biler arrangerer Randers Country Blues Cruise. Lørdag 17. juni kører amerikanerbiler rundt og besøger flere af byens butikker.
Den dybe brummen fra en V8 motor. Store flydere og badekar i flotte farver. Mere end 20 amerikanerbiler kommer til at cruise rundt i Randers lørdag 17. juni og du kan kigge med, hvis du besøger flere af byens butikker.
Fire lokale ejere af amerikanerbiler arrangerer endnu engang Randers Country Blues Cruise, der blev afviklet første gang i 2020.
Det er orienteringsløb for amerikanerbiler gennem Randers. Indtil er 20 biler tilmeldt og flere butikker ville gerne have haft besøg.
Med start og rundstykker hos Rema 1000 i Vorup. Herfra får hver bil udstukket en butiksadresse og når de ankommer, får de den næste lokation på et kort. Undervejs er bilernes chauffører klædt ud. Det hele ender hos Memphis Mansion i Paderup. Her skal museumsejer og Elvis-entusiast Henrik Knudsen uddele præmier for bedste udklædning.
Festlig dag for alle
Det er for at skabe en festlig dag, gøre noget godt for Randers midtby og øge kendskabet til bilerne, forklarer arrangør Per Bilici Sørensen ifølge JP Randers.
»Vi vil gerne udbrede kendskabet til vores biler. Gennemsnitsalderen her (for amerikanerbilsejere red.) bliver ikke yngre, så vi så gerne, at der var flere, der interesserede sig,« siger Per Bilici Sørensen, der er en af de fire arrangører.
»Og så vil vi gerne vise, at vi ikke er sådan nogle miljøsyndere, der tæsker rundt. Vi går bare voldsomt op i bilerne på en anden måde,« fortsætter han og forklarer, at han for eksempel kun kører omkring 2000 kilometer i bilen om året.
Inden målet nås i Paderup, så får de ældre beboere på områdecenter Borupvænget også besøg af de cruisende amerikaner-flydere.
»Vi tænkte, at mange af dem, der sidder derude, sikkert kan huske de biler,« siger Per Bilici Sørensen, ifølge JP Randers.