Går alt efter planen, kan 100 børnehavebørn og 50 vuggestuebørn flytte ind 1. februar.

Fredag 2. juni var der rejsegilde på den institution, der er i fuld gang med at blive bygget mellem Munkdrupvej og Æbleplantagen i Munkdrup tæt på motorvejen. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»I dag holder vi rejsegilde som en god skik for at takke håndværkerne på byggeprojektet. På den måde får det nye, samlede hus en god start på et forhåbentligt langt liv,« lød det fra borgmester Torben Hansen (S), som i sin tale også kom ind på efterspørgslen efter daginstitutionspladser:

»Efterspørgslen er stor – ikke mindst her i området. Randers Kommune vækster i disse år. Blandt andet børnefamilier flytter til kommunen. Det er vi meget glade for. Og vi er i gang med at udbygge og nybygge daginstitutioner flere steder i kommunen. I begyndelsen af maj måned holdt vi rejsegilde på tilbygningen til daginstitutionen Minimax, der fremover kommer til at hedde Børnehuset Elmehaven. Og inden længe går vi i gang med byggeriet af en ny daginstitution i Dronningborg – også her med plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn.«

Den nye daginstitution i Munkdrup bliver som den første i Randers Kommune en DGNB-institution. Det betyder, at der er fokus på bæredygtighed. Alle facetter omhandlende bæredygtighed har allerede fra projektets start været indarbejdet i byggeprojektet, hvor indeklimaet har et særligt fokus.

Daginstitutionen i Munkdrup får plads til otte børnegrupper. Der bliver fire børnehavegrupper og fire vuggestuegrupper i den nye bygning, der både får fællesarealer, produktionskøkken, børnevenlige toiletter og opholdsrum til de ansatte. På arealet omkring bygningen får Munkdrup desuden en fin legeplads for forskellige aldersgrupper. Legepladsen vil være tilgængelig for områdets beboere efter børnehusets lukketid.

sra