Nyt koncept med tre vaskehaller og masser af ladestationer til elbiler er på tegnebrættet ved Rema 1000 i Helsted.

Et venligt nik fra politikerne i Erhvervs- og planudvalget betyder, at planer om et større anlæg med plads til tre vaskehaller, 40 parkeringspladser og 12 lyn-ladestandere ved siden af Rema 1000 i Helsted er meget tættere på virkeligheden.

Det bekræfter Claus Berggren (V), der er formand for Erhvervs- og planudvalget.

Nu skal lokalplanen laves om, så man kan få lov til at bygge vaskehaller i netop dette område. Det kommer til at tage et stykke tid for forvaltningen at få det ændret.

De nye vaskehaller er planlagt placeret ved siden af Rema 1000 i et område langs Oust Møllevej, der nu blot er træer og buske.

Der skal både være udendørs og indendørs vaskeområder, samt et caféområde og solpaneler på tagene i vaskehalsprojektet. Foto fra sagsfremstillingen til Randers Kommune

Drømmeplacering

Det er aarhusianeren Faisal Nassery, der har etableret firmaet Prime Wash og som har kig på området i det nordlige Randers. Han har aftalt at købe grunden af Holdingselskabet af 29/4 ApS, der er bestyret af Stephan Sørensen, direktør i Reitan, der styrer Rema 1000’s køb og salg af grunde i Danmark.

Faisal Nassery har fået vasket sin bil masser af steder i Danmark. Søgt inspiration i andre vaskehallers gode og dårlige sider og udvalgt sig dem, han helst selv ville gøre brug af.

»Jeg har brugt en del tid på projektet og gået med ideen et stykke tid. Især efter jeg har været et par ture i USA, har jeg fået en del gode ideer til, hvordan man kan gøre vaskeoplevelsen bedre,« siger Faisal Nassery, der er vild med placeringen ved Rema 1000, der tilmed er kåret som årets butik i Rema 1000-kæden.

Nye planer i Helsted
Ved Rema 1000 i Helsted er ønsket at bygge:
Tre svanemærkede vaskehaller på i alt 469,5 m².
To overdækkede vask-selv båse samt et område til ca. 40 parkeringspladser med 12 lyn-ladestandere.
I tilknytning til vaskehallen etableres et udendørs og et indendørs cafeområde med automater til kolde og varme drikke.

Et udendørs og et indendørs cafeområde med automater til kolde og varme drikke i forbindelse med vaskehallerne er også tænkt ind, sammen med lyn-ladestanderne, som Faisal Nassery er sikker på, at der er behov for i den nordlige del af Randers i fremtiden.

»Der er vildt mange parcelhuse i området og der kommer jo ikke færre biler på vejene. De skal vaskes og se lækre ud, og så vil vi jo også tilbyde muligheden for, at man kan lade sin elbil på området.«

Prime Wash hedder det nye firma, der håber på at blive nabo til Rema 1000 i Helsted. Indsendt illustration

Svanemærket vask

Han tilføjer: »Op til 40 procent vasker stadig bilen derhjemme. I vores nordiske nabolande er man begyndt at forbyde vask i carporten, da der fokus på rent drikkevand og spildevand. Vi vil genbruge op til 90 procent af vores vand.«

Det er blandt andet også derfor, at tre svanemærkede vaskehaller på i alt 469,5 kvadratmeter bliver udstyret med solpaneler på tagene.

Det bliver Faisal Nasserys debut som iværksætter, noget som har været hans drøm i mange år.

»Jeg har fået at vide, at hvis jeg klarer det godt med dette projekt, så er Rema 1000 positive for, at vi finder flere placeringer i andre byer også, men lige nu vil jeg lægge alle mine kræfter i dette projekt.«