Livet på landet, som det blev levet i gamle dage, kan opleves til arrangement ved Hadsten.
Igen i år bliver der mulighed for at se, hvordan høsten foregik i gamle dage, når der er Veteranhøstdage på Holkjærgård ved Hadsten.
»Vi har ved tidligere høstdage haft forskellige temaer omkring traktorer, plove og lignende, men i år bliver det selve høsten og dens maskiner, der er temaet,« fortæller Ole Sørensen fra CB-veteranerne, der holder Veteranhøstdagene.
Arrangementet foregår på markerne ved hans gård på Holkjærvej 4, hvor der er indrettet et slags museum i nogle af de gamle stalde, der er åbne under høstdagene.
»Det er de mange forskellige høstmaskiner, der blev udviklet til både hestene, og den nye traktor, vi sammen med selve høstarbejdet gerne vil vise frem.«
Plove og harver
Ved høstdagene på Holkjærgård vil man kunne opleve forskellige høstformer fra selvbinder til mejetærsker – anført af den lokalt fremstillede mejetærsker fra Dronningborg Maskinfabrik.
Man vil også kunne se et stort antal veterantraktorer i arbejde med pløjning, harvning, såning og meget mere.
»Vi regner med, at en lang række forskellige landbrugsmaskiner kommer i arbejde på markerne.«
Artiklen fortsætter under billedet
Udover høstaktiviteterne vil der være præsentation af flere gamle håndværk med relation til høsten og livet på landet, udstilling med modeltraktorer, boder fra egnens gårdbutikker og et stort legeområde til børnene.
Arrangørerne hører meget gerne fra ejere af ældre landbrugsmaskiner med relation til høsten. Af hensyn til koordinering bedes man på forhånd henvende sig til arrangørerne.
Veterantræf
Selvom det hedder Veteranhøstdage, er det efterhånden blevet en tradition, at ejere af ældre biler og motorcykler med mere lægger turen forbi Holkjærgård og dermed skaber deres egen ekstra udstilling.
Hvis arrangementet giver overskud, går det til et velgørende formål. Tidligere år har overskuddet glædet både børn og ældre.
Høstdagene finder sted lørdag 29. juli og søndag 30. juli.
jr