Zimmermann mellem Christiansborg og udsigten i Hald

Byrådspolitikeren og folketingsmedlemmet Nick Zimmermann (DF) mener, at han har fundet balancen mellem det lokale i Randers og Københavns brosten.

Han er 28 år, forlovet og har en søn på 13 måneder. Og så er Nick Zimmermann både folketingspolitiker og byrådspolitiker.

To-tre dage om ugen bruger familien i København, mens han, kæresten Kristina Louise Lund Pedersen og sønnen Mads resten af ugen er hjemme i huset i Hald, få kilometer fra Randers.

Nick Zimmermann har gjort politisk lynkarriere. For mindre end to år siden kørte han gaffeltruck som lager- og logistikoperatør på Skejby Sygehus.

I dag er han i byrådet og formand for miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune. Som folketingsmedlem er han beskæftigelsesordfører, boligordfører, erhvervsordfører, erhvervsuddannelsesordfører, klimaordfører, kommunalordfører og transportordfører for Dansk Folkeparti.

Hvordan i alverden kan han klare alt det?

Det er med den undren i baghovedet, at vi har fået en snak med Nick Zimmermann.

Siddende her i huset i Hald i den lidt halvmørke, lave stue, ser han afslappet og tilpas ud.

Fuglene synger

Da han viser os rundt om huset, der med et pænt ord trænger til en kærlig hånd, aner vi, hvorfor han gerne vil bo lige her.

I baghaven får du den flotteste udsigt med et langt vue henover markerne, der lige nu lyser grønt i forårssolen. Og kigger du op på stuehuset, ser du et kæmpe vindue på førstesalen, der giver udsigten lov til at komme helt ind i hjemmet.

Det første stykke mark efter haven hører til ejendommen og ligger brak, så der er langt til brummende traktorer og gyllespredere.

»Her er stille. Vi kan høre fuglene synge, og vi er tæt på naturen. Det kan vi godt lide. Vi glæder os til at komme hjem efter et par dage i København,« siger han i det samme energiske tonefald, som han oftest bruger.

Når han snakker, så tier han lige så ofte, som han taler. Han har evnen til at lytte, uden at hans ansigtstræk afslører, hvad han tænker. Og det træk er måske en del af forklaringen på Nick Zimmermanns lynkarriere i politik.

På spisebordet står der to iPads, klar til skypesamtaler. Politik og familie flyder sammen.

»For mig er politik ikke arbejde, men en livsstil. Jeg bruger meget tid på at tale med borgere, både her fra Randers og med folk fra hele landet. Det er jeg jo valgt til, til at varetage deres interesser,« lyder det ydmygt. Og helt uden shit.

Stenbroen og hippierne

Kontrasten finder han i København, den by, hvor han flere dage om ugen bor i en af Folketingets lejligheder tæt på Kongens Nytorv med brostensbelagte gader og få søer og parker som oaser, der bruges når sønnen Mads skal trilles i barnevognen.

»Vi bor fint. Jeg ville ikke have valgt at have den slags kunst hængende på væggene, som man har fundet fra Folketingets side. Jeg er mere til min mors malerier og til portrætter af min familie. Vi forsøger at gøre det hjemligt og hyggeligt,« lyder det.

Han tilføjer i samme tonefald:

»Lige i det kvarter jeg bor, er der to slags københavnere. De arbitrære hippier og dem, der har for mange penge. De er parat til at give 75 kroner for en café latte eller en fastelavnsbolle. Der er langt fra Hald til København i mere end én forstand. Og det er en del af min mission at ændre på det. Jeg mener, at især Randers er blevet snydt i mange år,« lyder det.

Netop derfor optager flugten fra land til by ham. Lukningen af skoler i de små byer var en fejl, mener han. Og så kommer valgløfterne, som han insisterer på, at han vil levere på. Ordene kommer hurtigt, i en lind strøm.

Der er det tredje spor til Randers på E45, og der skal der skæres i antallet af ’djøf’ere’ (embedsfolk, red.). De arbejdsløse skal ikke være i kasteboldsforløb, og så skal flere udlændinge i arbejde. Gulerod skal skiftes ud med pisk, lyder det.

»Kommunen skal ikke længere være den største arbejdsplads,« lyder det med henvisningen til det, han kalder papirskubbere – ’djøf’erne’. Dog får vi ham ikke til at levere den perfekte opskrift på, hvordan han vil gennemføre det helt konkret.

At være sig selv

Han påstår selv, at han allerede nu, efter kun fem måneder i folketinget, har opnået flere resultater end så mange andre folketingspolitikere fra Randers-området har formået i 30 år og nævner penge til støjvold blandt andet på Viborgvej og langs E45 som et eksempel. Som det tit er med folketingspolitikere, er det ofte svært for andre at bedømme, hvilken forskel den enkelte har gjort.

I dette tilfælde siger Nick Zimmermann det meget tydeligt.

»Jeg har ingen ambition om at blive en del af det, jeg kalder ’embedsmandspartiet’, hvor man stoler fuldt og fast på det, som embedsfolkene præsenterer en for. Det stopper jo idéudvikling og idéer generelt. Alle har deres egen agenda og holdninger til tingene. Derfor sørger jeg for at lytte til så mange parter som muligt,« lyder det.

Der bliver taget så mange arbejdstimer som muligt i dagene i København. På kontoret i den gamle del af Christiansborg to etager over Dronningens lokaler – en helt anden verden end den, han kommer fra.

»Politik handler om at give og tage, om at nå kompromisser. Når jeg sidder for bordenden, forsøger jeg altid at spille ’guitar’. Der er flere strenge at spille på. Man skal være parat til at give noget for at få noget. Og er der noget, jeg hader, så er det, når jeg er sammen med folk, der er uforberedte. Jeg bruger selv mange timer på at sætte mig ind i tingene og lytte til, hvad folk har at sige,« tilføjer han og fortsætter:

»Jeg lader ofte mine holdninger og meninger drive mig. Jeg er den samme, som før jeg blev valgt ind, og jeg har ikke nogen intention om, at mine holdninger eller måde at drive politik på skal ændre sig. Og jeg vil ikke blande mig i folks personlige intriger. Det er ikke det, politik handler om.«

Pias ord ramte

Hvad de fleste nok ikke ved, er, at Nick Zimmermann allerede som 14-årig meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Politik har fyldt hans liv siden folkeskolealderen.

Det var Muhammed-krisen, der satte det i gang.

»Jeg så Pia Kjærsgaard på tv. Hun sagde det, som det var. At vi aldrig måtte ændre vores danske måde at leve på. Vi burde altid holde fast i, hvem vi er, og aldrig bøje os for andre. Hendes ord ramte mig. Hun sagde det så rigtigt, og derfor meldte jeg mig ind i Dansk Folkeparti,« fortæller den nuværende folketingspolitiker, mens han kigger ud over markerne i Hald.