Det er allerede blevet til store kampe i Europa, en plads på all star-holdet, store semifinaler og finaler for 24-årige Christoffer Bonde, der startede sin håndboldkarriere som tiårig i Hornbæk SF.

AF CECILIE BISGAARD

Christoffer Bonde fra Hornbæk har nok altid vidst, at han var god til håndbold. Han var blandt de bedste på sit hold igennem ungdomsårene i Hornbæk SF, Randers DH og Randers HH. Alligevel var han ikke sikker på, at han kunne vælge håndbolden som levevej.

»Det var lidt i en sen alder, at jeg fandt ud af, at jeg er rigtig god til håndbold. Hvis jeg skal sige det pænt uden at lyde arrogant, så var jeg altid en af de bedste på ungdomsholdene, men vi spillede ikke i de bedste rækker. Jeg var ikke den bedste på min årgang. Der var mange, der var bedre og lige så gode, som jeg var. Så jeg var ikke med på noget ungdomslandshold,« siger han og fortsætter:

»Det kom jeg først til sidst, da jeg blev U20 og U21. Jeg nåede at få en vm-slutrunde med på U21-landsholdet, og det var først der, jeg begyndte at tænke, at hvis jeg fortsatte min udviking og tog det seriøst, så kunne det blive rigtig sjovt – og det blev det heldigvis.«

I dag, som 24-årig, vogter han buret for Skjern Håndbold – en af de største klubber i dansk herrehåndbold.

»Jeg har været heldig at rykke mig meget de sidste fem år. Jeg har været i gode miljøer, hvor jeg har fået lov til at spille. Jeg har været steder med gode mennesker, der her troet på mig. Jeg har selv troet på mig, og så har jeg taget chancerne, når jeg har fået dem,« siger han.

To skridt fremad

Som sagt spillede han alle sine ungdomsår i Randers. Da han blev andetårs U18-spiller (det er det sidste år, man kan spille ungdomshåndbold, derefter skal man spille på seniorniveau, red.), blev Christoffer Bonde rykket op på Randers HHs seniorhold i første division.

»Det gik mega godt – virkelig godt faktisk. Jeg blev førstevalg på målet, og jeg stod hele sæsonen. Jeg spillede faktisk slet ikke U18 det år. Det var en virkelig fed sæson, men vi missede desværre oprykningen,« fortæller han.

Christoffer Bonde fra Hornbæk har de sidste to år stået mellem stængerne i Skjern Håndbold. Foto: Jens Chr. Nordestgaard

Efter den sæson havde Christoffer Bonde egentlig kontrakt med Randers HH et år mere, men da klubben begyndte at nedjustere, begyndte han at se sig om efter noget andet. Sådan kom Århus Håndbold på banen.

De spillede på det tidspunkt i ligaen, og derfor blev skiftet også et stort skridt op for Hornbæk-drengen.

Skrev hurtigt kontrakt under

Men efter et par år i Aarhus, endte Christoffer Bonde i en »lidt spøjs situation«, som han selv siger. Klubben gik konkurs i april 2021, blev tvangsnedrykket, og alle spillerne blev fritstillede.

»Jeg havde stået en god sæson det år, så det var ikke svært at komme videre. Jeg var meget smigret over, at Skjern ville have mig. Det er en stor klub, så jeg var virkelig ikke i tvivl om det. Da min agent ringede og fortalte mig det, var jeg hurtig til at skrive kontrakten under,« siger målmanden og fortsætter:

»At skifte fra Århus til Skjern var to skridt opad hold- og setup-mæssigt. Jeg var glad for at være i Århus, men Skjern er bare toppen af poppen i dansk håndbold. Jeg tror ikke, der er nogen klub i Danmark, der har et bedre setup. Der er styr på alt.«

Et succesfuldt skifte

Nu har Christoffer Bonde snart været to sæsoner i Skjerns yderst professionelle klub-setup. På den tid er det blevet til en tredjeplads i ligaen, europæisk tophåndbold, en plads på ligaens all star-hold og en pokalfinale, der desværre blev tabt.

»Personligt er det gået rigtig godt. Det har været et sjovt og succesfuldt skifte. Det er pissefedt, når vi en lørdag har vundet en fed kamp over et andet godt hold. Så nyder jeg det sammen med holdkammerater og fans,« siger han.

BLÅ BOG: Christoffer Bonde

Født og opvokset i Hornbæk
24 år gammel
Bor i dag i Skjern og Aarhus, hvor han har en lejlighed i begge byer
Startede til håndbold som tiårig i Hornbæk SF
Rykkede senere til Randers DH og Randers HH
Efter en periode i Århus Håndbold skiftede han i sommeren 2021 til Skjern Håndbold

Og faktisk bruger han rigtig meget tid sammen med sine holdkammerater. Christoffer Bonde har lejlighed i både Aarhus og Skjern. Den i Aarhus har han haft siden den anden sæson, han spillede i klubben i byen. Her bor mange af hans venner stadigvæk, og det er nok en af grundene til, at han har beholdt lejligheden.

Men dengang han spillede i Århus Håndbold, fortæller han, at spillerne ikke var meget sammen uden for banen. Mange kørte til byen, og derfor var der ikke så meget socialt. Det er noget andet i Skjern, hvor mange af klubbens spillere bor i byen eller omegnen.

»Jeg kan rigtig godt lide at spille golf. Det har taget mig med storm. Hele holdet spiller golf, så der er altid nogen, man kan tage afsted med,« siger han.

Ikke bare et arbejde

Fritiden bliver selvfølgelig brugt på andre ting end at spille golf.

»Jeg er kæmpe fan af padeltennis, men det spiller jeg ikke så meget i sæsonen. Det er for hårdt for kroppen, når vi træner håndbold hver dag. Og så går jeg meget op i superligaen. Jeg ser stort set alle kampene – jeg er stor Randers FC-fan, selvfølgelig. Jeg er også stor fan af Manchester United, så dem følger jeg og ser deres kampe,« siger Christoffer Bonde og fortsætter:

»Så når jeg ikke selv dyrker sport, så ser jeg det. Det er det, jeg bruger mit liv på.

Kører du aldrig død i håndbold, når du bruger hele dit liv på sport?

»Selvfølgelig kan man det. Der er gode perioder, og der er dårlige perioder. Det handler om, hvordan du håndterer de dårlige perioder. Håndbold skal ikke bare være et arbejde – det er mit arbejde, men derfor synes jeg, det er bedre at fokusere på, hvorfor jeg spiller. Og det gør jeg, fordi jeg synes, det er pissesjovt. Jeg går ikke død i det, men jeg kan da godt blive lidt træt af det,« siger håndboldmålmanden.

Tror på guldet

Når sport er så stor en del af ens liv, så er der også nogle ting, som man går glip af.

»Jeg plejer at sige, at jeg har meget fritid men ikke så meget frihed,« siger Christoffer Bonde.

Fritiden kommer, fordi han som sådan kun arbejder fra klokken 9 til 13 hver dag. Det er der, de træner håndbold, og når der ikke er kamp, så er resten af dagen fri. Til gengæld har der i denne sæson været på den anden side af 50 kampe, der spilles over otte måneder. Det er en kamp cirka hver tredje eller fjerde dag.

»Jeg kan ikke bare tage fire dage til London med mine venner eller bruge en uge i Malaga. Jeg har et godt job i forhold til mange af mine jævnaldrende, så der er mange gode ting, men der er også negative ting,« siger han og fortsætter:

Sidste år glippede pokalsejren. I år går Christoffer Bonde og Skjern Håndbold efter danmarksmesterskabet. Foto: Jens Chr. Nordestgaard

»Jeg kunne ikke komme til min fætters konfirmation i søndags, for der skulle vi spille semifinale mod GOG. Der har jeg ingen chance for at melde fra, og det har jeg heller ikke lyst til. Så må man gøre op med sig selv, om man synes, det er det værd – og det synes jeg, at det er.«

Skjern Håndbolds næste kamp er onsdag 24. maj. Her skal de spille den anden semifinale hjemme mod GOG i kampen om danmarksmesterskabet. Første semifinale endte 34-25 i GOGs favør, og det betyder, at Skjern skal vinde onsdagens kamp for at holde liv i finaledrømmen. Hvis de vinder, skal GOG og Skjern nemlig spille en tredje kamp, hvor vinderen kommer i finalen.

»Jeg håber, vi vinder guld. Vi er lidt underdogs, men vi tager gerne den rolle. Der er bestemt gode muligheder. Vi har været gode på det seneste, og jeg tror på, at vi kan gå hele vejen,« siger Christoffer Bonde.