Foreningen for By- og Landskabskultur hædrer bygnings- eller grundejere, der har gjort en særlig bevaringsmæssig indsats.

Foreningen for By- og Landskabskultur i Randers Kommune har på foreningens generalforsamling, der fandt sted i Sct. Mortens Hus, traditionen tro uddelt tre hædersdiplomer i år, fremgår det af en pressemeddelelse.

Foreningen for By- og Landskabskultur i Randers Kommune hædrer hvert år i forbindelse med foreningens generalforsamling bygnings- eller grundejere, der har gjort en særlig bevaringsmæssig indsats med et hædersdiplom.

Præmieringen kan tildeles til eksempelvis landskabskultur, bygninger, bygningsdetaljer eller nænsomme renoveringer/restaureringer af emner, med fokus på bevarelse af et oprindeligt udtryk.

Desuden kan foreninger og institutioner, som udfører et særligt stykke kulturelt bevaringsarbejde, komme i betragtning, udtaler formand Jan Nørskov Jørgensen

Klassiske farver og skrift

Et hædersdiplom blev tildelt vognmandsfirmaet J. Ødums Eftf. ved Frits og Jan Ødum for bevarelse af de klassiske farver, skrifttyper og design på vognparken siden 1927.

Vognmandsfirmaet J. Ødums Eftf. har i dag til huse på Messingvej.

Frits Ødums farfar startede firmaet i 1927. Firmaet havde til huse Burchesgade. Selv boede han i Dronningensgade, hvor man stadig kan se det gamle skilt på facaden.

I starten blev forretningen drevet med hestevogne, men fra 1931 holdt bilerne sit indtog. Lige fra starten havde køretøjerne det karakteristiske design med den brune og gule farve, som er kendetegnet for forretningens køretøjers logo og design helt op til i dag.

Pressefoto

Jan Ødum fortæller, at man en overgang overvejede, om firmaet skulle rebrandes, men da der ikke findes mange brune og gule biler »valgte vi at holde fast i farverne og designet. Vi er en del af bybilledet på godt og ondt. Vi larmer og støjer, men er også med til at holde hjulene i gang,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

Unikt trapperum

Det andet hædersdiplom blev tildelt Sandgade 7 for bevarelse af det unikke modernistiske trapperum i ejendommen.

Den modernistiske ejendom Sandgade 3, 5 og 7 blev opført i 1934 for murermester Peter Rose Jensen og tegnet af arkitekt P. Rudum.

Pressefoto

Kun trappegangen i nummer 7 er lavet i modernistisk stil og fremstår meget velholdt i respekt for den flotte arkitektur.

Huset ejes i dag af Vibeke Horn, der i dagens anledning blev repræsenteret af sønnen Esben Horn Risgaard, og broderen Carsten Horn. Husets ejere sætter en ære i af bevare huset og den smukke trappeopgang og renoverer løbende hele ejendommen når midlerne er hertil.

Oprindeligt interiør

Det tredje hædersdiplom blev tildelt Albæk Forsamlingshus for bevarelse af festsalens oprindelige farver og interiør fra 1906.

Albæk Forsamlingshus fremstår ikke særligt prangende udvendigt, men når man træder ind, træder man ind i en tidslomme, hvor salens oprindelige interiør og farver er bibeholdt, siden husets blev opført i 1906.

Bent Eriksen og Villy Nielsen, der er henholdsvis formand og kasserer i borgerforeningen, kunne berette, at forsamlingshuset i Albæk fra start var et yndet udflugtsmål for det finere borgerskab i Randers.

»Forsamlingshuset er en kulturarv, som vi skal værne om og bevare. Det er det, vi kæmper for. Hvert år er der den traditionelle dilletant, som underholder rigtig mange mennesker. Vi skal også etablere andre former for fællesskaber- følge med tiden. Et nyere tiltag er samarbejdet med Aarhus Universitet, hvorfra man kan livestreame naturvidenskabelige foredrag. Det var en udfordring at få installeret teknikken uden at ødelægge noget i det gamle hus. Selve salen har altid været, som den er nu. Farverne beholder vi. Der skal ikke laves noget om. Vi holder også fast i de gamle grønne bænke ude i siderne, hvor tidligere tiders karle og piger sad på hver sin side og kiggede hinanden ud, inden dansen begyndte,« udtaler formanden.

Pressefoto