Allerede sidste år havde man problemer med at finde daginstitutionspladser til alle børn. En ny undersøgelse viser, at kapacitetsudvidelserne kun har den fornødne effekt i får år.

AF CECILIE BISGAARD

Pasningskapaciteten i Randers Kommune har længe været et problem. Det har i perioder været nødvendigt at ”opfinde” nye pladser for at sikre, at alle børn kunne få en pasningsplads. I den forbindelse er flere store og små udvidelser af mange kommunale daginstitutioner blevet godkendt.

Men er det nok?

Det har politikerne spurgt sig selv om, og derfor har forvaltningen udarbejdet en ny kapacitetsanalyse til Børne- og Familieudvalget. Analysen bygger på de nyeste befolkningsprognoser og tager højde for de mange udvidelser af vuggestuer og børnehaver. Analysen dækker årene frem til 2033.

”Når der arbejdes med prognoser, er det vigtigt at være opmærksom på, at usikkerheden i prognosen stiger jo længere ud i fremtiden der kigges,” skriver forvaltningen om analysen.

Få år fra ny pladsmangel

Helt overordnet er forventningen, at der i 2032 vil være 6.967 børn mellem nul og fem år i Randers Kommune. Det er 715 flere børn end i år. Det er altså over 700 ekstra børn, som kommunen skal finde pasningspladser til.

En af pointerne i analysen er, at når de nuværende besluttede nybyggerier og udvidelser står klar i 2025, er der kun pladser nok i en relativt kort periode.

”I perioden fra 2023 til 2026 vil der være få ledige pladser til børn mellem nul og to år på kommuneplan, og fra 2027 til 2033 vil der mangle pladser til børnene i Randers Kommune. På kommuneplan mangler der i perioden fra 2027 til 2033 mellem 22 og 81 pladser om året,” står der blandt andet.

Tabel: Randers Kommune

Estimatet forudsætter, at antallet af dagplejere forbliver det samme. Fra 2022 til 2023 er der blevet 26 færre dagplejepladser. Hvis den udvikling fortsætter, vil underskuddet af pasningspladser altså stige yderligere.

Der er også få ledige pladser til børnehavebørn i slutningen af perioden. Der vil dog ifølge analysen ikke komme et underskud. I 2033, der er året med færrest ledige pladser, vil der være 74 ledige pladser på kommuneplan.

Tabel: Randers Kommune

Forvaltningen har også lavet individuelle prognoser for hvert af de fem pasningsdistrikter. Det kan du læse om i de følgende afsnit.

Pasningsdistrikt Midt

Pasningsdistrikt Midt dækker store dele af Randers by nord for Gudenåen. Blandt undtagelserne er Dronningborg og Hornbæk.

Midt er det distrikt, som, folkene bag prognosen vurderer, får de største kapacitetsudfordringer de næste ti år. Det er som sådan ikke noget nyt. Ifølge prognosen har der også i tidligere år været problemer, men de er blevet løst ved at tilbyde børn fra Pasningsdistrikt Midt pasningspladser i de fire andre distrikter.

Men i fremtiden forventer man, at presset på de andre distrikter bliver så stort, at der ikke længere er pladser nok til børnene fra Midt.

På nul-til-to-års-området er der røde tal hvert eneste år de næste ti år. Allerede i år er der 72 pladser i underskud. Det topper næste år med et underskud på 111 pasningspladser. Herefter falder behovet, og i år 2029 er det igen under 100 pladser, der mangler. I 2033, der er sidste år i prognosen, er underskuddet på 79 pladser.

Tabel: Randers Kommune

For de tre- til femårige er der også røde tal hele vejen. I år mangler der hele 272 pasningspladser til børn i den aldersgruppe.

Allerede til næste år er der dog noget hjælp at hente. Vuggestuen Minimax udvides med 100 børnehavepladser og kommer i stedet til at hedde Børnehuset Elmehaven. Forvaltningen forventer, at de mange pladser kan tages i brug fra 1. januar 2024, og derfor ender underskuddet det år ”kun” på 108 pladser.

Det vokser til 117 pasningspladser året efter, hvorefter det falder til under 100. I 2033 er underskuddet 93 pladser.

Tabel: Randers Kommune

Pasningsdistrikt Nordvest

Der er faktisk overskud af pladser de næste ti år i Pasningsdistrikt Nordvest, der dækker blandt andet Helsted, Spentrup, Gassum, Fårup, Læsten og Ålum. Det gælder både for aldersgruppen nul til to år og for de tre- til femårige.

Fælles for de to aldersgrupper er dog, at den ledige kapacitet er størst i 2023 og 2024. Herefter faldet antallet af ledige pladser til 47 i 2033 for de nul- til toårige og 157 ledige pladser samme år for de ældste institutionsbørn.

Tabel: Randers Kommune

Ifølge analysen skal de ledige pasningspladser i ”nogen grad udnyttes af børn fra Pasningsdistrikt Midt”, hvor der som nævnt vil være et stort underskud af pladser. Børn fra Midt sendes allerede i dag til daginstitutioner i Nordvest.

”Desuden må det antages, at de ledige pladser primært er i daginstitutionerne, der ligger længst væk fra Randers by – for eksempel i Fårup, Bjerregrav og Fussingø,” står der også i analysen.

Tabel: Randers Kommune

Pasningsdistrikt Nordøst

I Pasningsdistrikt Nordøst er der kun underskud af pladser, når det kommer til de yngste børn. Der er et lille overskud af pladser til børnehavebørnene. Nordøst dækker blandt andet Dronningborg, Havndal, Øster Tørslev, Gjerlev og Harridslev.

I 2023 er underskuddet af pladser til børn i alderen nul til to år 43. Det falder til 39 året efter, og i 2025 er der faktisk et lille overskud på 12 pladser. Det skyldes, at Randers Kommune på nuværende tidspunkt er i gang med at bygge en ny daginstitution i Dronningborg, der skal rumme 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Forvaltningen regner med, at de første børn kan starte i institutionen 1. januar 2025 – hvilket er årsagen til det års overskud af pladser.

Allerede året efter og frem til 2033 er der dog igen underskud af pasningspladser. I 2033 regner man med at mangle 41 pladser i distriktet.

Tabel: Randers Kommune

For de tre- til femårige er der umiddelbart ikke udsigt til manglende pladser. Men det er ikke, fordi den ledige kapacitet er stor. I år vil der være 20 pladser i overskud. Det falder til otte næste år.

Men i 2025 åbner den nye daginstitution i Dronningborg som sagt, og det betyder, at antallet af ledige pladser stiger til 90. Herefter falder det gradvist, og i 2033 er der kun 11 ledige pladser tilbage i Pasningsdistrikt Nordøst.

Tabel: Randers Kommune

Pasningsdistrikt Sydvest

Der er egentlig en rimelig mængde ledige pladser til de nul- til toårige i Pasningsdistrikt Sydvest, der blandt andet dækker Hornbæk, Tånum, Stevnstrup og Langå, i de første kommende år. Men sådan bliver det ikke ved.

I 2028 vil der kun være fem ledige pladser i Sydvest, og det falder til en de to næste år, og i 2031 er der ingen ledige pladser. Det kommer der dog i 2032 og 2033, hvor der begge år vil være to pladser i overskud.

Problemet er bare, at den ledige kapacitet måske skal bruges af de børn i Pasningsdistrikt Midt, der ikke kan få en institutionsplads i deres hjemdistrikt.

”Så der kan være et behov for at oprette flere pladser i Pasningsdistrikt Sydvest, medmindre pladserne i stedet kan oprettes i Midt,” står der i analysen.

Tabel: Randers Kommune

For de tre- til femårige ser det noget bedre ud. Her er der et overskud af pladser på 149 i 2023. Det falder henover årene, men man forventer, at der stadig vil være 60 ledige børnehavepladser i 2033.

Tabel: Randers Kommune

Pasningsdistrikt Sydøst

Det sidste lange stykke tid har det været tydeligt, at det i Pasningsdistrikt Sydøst, der blandt andet dækker Assentoft, Munkdrup, Kristrup og Vorup, har været svært at finde pladser nok til alle børn i aldersgruppen nul til to år. Det er lykkedes – men også kun lige. Næsten hver måned har der været udsigt til et lille underskud af pladser, men alt i alt er puslespillet gået op.

Og ifølge analysen ser det ud til, at der ikke bliver et underskud på årsbasis de næste ti år. Det begynder dog at knibe lidt fra 2029, hvor der kun er to ledige pladser i hele distriktet til de yngste børn.

En ny daginstitution i Munkdrup med 50 vuggestuepladser og 100 børnehavepladser forventes at slå dørene op til februar, og det giver luft i kapaciteten i de første par år. Den luft bliver dog ”ædt”, og som sagt er der ikke mange ledige pladser i slutningen af perioden. I 2033 er forventningen, at der vil være otte ledige pladser til de nul- til toårige.

Tabel: Randers Kommune

Endnu værre ser det ud for børnehavebørnene. Godt nok giver den nye daginstitution med 100 pladser en ledig kapacitet på 102 i 2024, men det store antal af ledige pladser er også allerede ”ædt op” fem år efter. I 2029 er der et underskud på 12 pasningspladser.

Underskuddet vokser sig større for hvert år, og i 2033 forventer folkene bag analysen, at der vil mangle 61 børnehavepladser i Pasningsdistrikt Sydøst.

Pasningsløsning: Munkdrup-børn skal til Assentoft

Vuggestue bliver til Børnehuset Elmehaven

16 pladser for lidt: Nu er kommunen igen nødt til at hive flere daginstitutionspladser op af hatten