Laura Drachmann Poulsen fra Tirsdalens Skole er blevet valgt som formand for den tværpolitiske elevorganisation Danske Skoleelever.

Selvom listen af titler allerede er lang for fælleselevrådsformanden Laura Drachmann Poulsen fra Randers, rækker ambitionerne videre for den 15-årige skoleelev.

Udover at være fælleselevrådsformand er hun også elevrådsformand på Tirsdalens Skole, sidder i skolebestyrelsen og er konstitueret næstformand for Danske Skoleelever. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Senest er hun blevet valgt som ny formand for Danske Skoleelever. Der var ikke nogen modkandidater til posten, og elevernes generalforsamling havde tillid til, at hun kan varetage posten.

»Det er selvfølgelig mega fedt at få tillid fra alle eleverne til generalforsamlingen. Nu glæder jeg mig bare til at begynde arbejdet og gøre en masse gode ting for eleverne,« siger Laura Drachmann Poulsen.

Officielt overtager hun formandsposten 1. juli.

Som formand for Danske Skoleelever vil hun repræsentere landets folkeskoleelever og kæmpe for deres interesser i den offentlige debat.

Ny og bedre seksualundervisning til folkeskolerne: »Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive så godt«

sas