Børn indviede ny kunstskov ved at kaste med ønskepinde.
Eeeen, tooooo, treeee – NU!
Sådan lød det mellem træerne i den sydøstlige del af Nordre Fælled, da børn fra Nordbyens institutioner var samlet fredag 12. maj for at indvie et nyt kunstværk.
Det fortæller Randers Kommune i en pressemeddelelse.Børnene har i ugens løb malet og udsmykket deres egne pinde, som de på skift kastede op i et 75 meter langt naturnet i træerne. Idéen bag projektet, som er en del af kunst- og kulturprojektet Al Verdens Kunst, er at skabe kunst af naturmaterialer og udstille det i naturen på Nordre Fælled.
Det er et projekt, hvor alle institutionerne i Nordbyen samt Bysekretariatet er involveret. Netop denne udstilling skal betragtes som en skovønskebrønd, hvor pindene kan symbolisere et ønske.
Bysekretariatet er tovholder på projektet, der indebærer en hel del læring for børnene.
»Der er rigtig mange børn involveret i projektet, og det skaber en dejligt energisk proces. Alle børnene lærer noget om kunst og kultur, og de lærer noget om det store fællesskab, når de mødes med de andre børn, der har arbejdet med det samme som dem,« siger boligsocial medarbejder Sofie Dahlgren fra Bysekretariatet.
Kunsten udskiftes en gang årligt og får lov at blive hængende, så længe det kan, inden det af hensyn til naturens dyr må fjernes. Indtil da er alle forbipasserende velkomne til at kaste deres egen pind i nettet og sende et ønske afsted samtidig.