Pride-parade afholdes for første gang i Randers af foreningen Randers Regnbuen, der er til for personer der tilhører en seksuel eller kønslig minoritet.
KIAN JOHANSEN
»Især de yngre skal vide, at det er okay at føle sig anderledes, at føle sig ensom og udenfor. Det er okay at være lige som mig og de andre i miljøet,« siger Sara Thelén Schlüter, der er forperson for Randers Regnbuen.
Hun er selv non-binær og biseksuel og var med til at stifte foreningen, der har over 350 medlemmer i en lukket Facebook-gruppe, hvor personer, der tilhører en seksuel eller kønslig minoritet, kan dele deres erfaringer og mødes. Det begyndte i sommeren 2022, og i oktober blev foreningen Randers Regnbuen stiftet.
Pride i Randers
Sammen med Thorbjørn Winther og Thea Nørgaard Feldager står hun bag ideen om at etablere en Pride Parade i Randers lørdag den 10. juni. Her vil der være udklædte personer fra miljøet, regnbueflag, farverige badges og dragqueens, der optræder flere steder rundt i Randers midtby.
Optoget starter ved Sankt Mortens Kirke klokken 12 og bevæger sig rundt i Randers midtby via Rådhustorvet, Slotspladsen og Østervold. Undervejs er der aktiviteter for både børn, unge og barnlige sjæle, og sidst på dagen vil der være underholdning. Der er samtidig VoXperience – Randers Sangfestival i den weekend, så der vil også være korsang i byens gader.
Pride stopper klokken 20, hvorefter der festes igennem på Von Hatten.
»Vi har med vilje lavet en alkoholfri del det meste af dagen, hvor alle aldre kan deltage, og så kan dem over 18 feste efter klokken 20,« lyder det fra Sara Thelén Schlüter, der sammen med Thorbjørn Winther og Thea Nørgaard Feldager er de primære kræfter bag.
Kort til Pride
»Det begyndte egentlig med Thorbjørn, der udbrød, ’Jeg gider ikke tage langt væk for at deltage i en Pride.’ Og så tog vi den op derfra,« siger Sara Thelén Schlüter.
En Pride Parade er en farverig og mangfoldig menneskerettighedsmanifestation, hvor personer, der betegner sig som en del af LGBTQIA+-miljøet i Randers, deltager. Men alle, der støtter budskabet om, at det er okay at være anderledes og have en anden definition af køn og seksualitet – eller blot vil støtte mangfoldighed – er velkomne, lyder det.
»Vores succeskriterie er omkring 50 glade deltagere, men vi håber helt klart på flere,« siger Sara Thelén Schlüter.