Lastbiler skaber flere steder trafikale problemer.

JØRGEN ROSENGREN, LOKALAVISEN.DK

Landet over er der chauffører og vognmænd, der i deres lastbiler blokerer – og protesterer.

En af dem er Ole Bak Andersen fra Randers.

Han har været med siden tidligt mandag morgen. Først i hjembyen, nu holder han på havnen i Aarhus.

Han er – som sine kolleger – fortørnet over den vejafgift, som de chaufførerne har i vente.

»Det kommer til at gå ud over os alle. Vi har kun et sted at sende regningen hen – til forbrugerne,« siger Ole Bak Andersen til Lokalavisen.dk.

Chaufførerne håber derfor, at den landsdækkende protes kan råbe politikerne op.

»Det her er et opråb. Vi vil gerne i dialog, det er jo også vores eksistens« siger Ole Bak Andersen, der er vognmand.

Politiet har i flere tilfælde udstedt bøder til de chauffører, der ikke efterkommer deres anvisninger.

Sådan en har Ole Bak Andersen dog ikke fået.

»Vi vil ikke være uvenner med politiet. Vi forsøger at gøre, som de siger,« siger han og supplerer, at chaufførerne også forsøger at gøre andre bilisters trafikale ulemper så små som mulige.

Vognmandens dag begyndte som nævnt med en blokade i Randers – og han og en rækker kolleger satte herefter kursen mod Aarhus.

Ole Bak Andersen fortæller, at der ikke er forhåndsaftaler – hvor næste blokade finder sted aftales på god, gammeldags trucker-manér: Over walkie talkien.

Hvor længe protesterne bliver ved, ved Ole Bak Andersen på nuværende tidspunkt ikke.

Ét ved han dog:

»Det her det koster mig mange penge. Men det kommer afgiften også til,« siger han.