Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal, der viser, hvor mange bygninger i Randers Kommune, der bliver varmet op af fjernvarme, naturgas, oliefyr og varmepumper.
Og mens naturgassen og oliefyrene er på vej retur, så vinder varmepumpen i den grad frem.
Fra 1. januar 2022 til 1. januar i år er antallet af bygninger, der bliver opvarmet med naturgas faldet med knap 11 procent.
Antallet af bygninger, der bliver varmet op af et oliefyr er faldet med lige over otte procent.
En del af de tidligere oliefyr- og naturgasbrugere er gået over til fjernvarme, hvor andelen af bygninger med den varmekilde er steget med 2,5 procent.
Men rigtig mange har skiftet deres naturgas eller gamle oliefyr ud med en varmepumpe.
I hvert fald er antallet af bygninger, der bliver varmet op med en varmepumpe steget med over 33 procent fra 1. januar sidste år til 1. januar i år.
Meget tyder altså på, at borgerne i Randers Kommune er godt i gang med at skrifte deres gamle og nuværende varmekilder ud med moderne og mere klimavenlige alternativer.
ceb