C. la Cours Skole får mere plads til eleverne.
C. la Cours Skole udvider og opfører en ny skolebygning på knap 1700 kvadratmeter.
Skolen har skolebygninger i Jyllandsgade 16 og 24 – og med købet af Sennelsgade 16 og 18 i 2020 fik skolen mulighed for at planlægge en tilbygning til Jyllandsgade 16.
Det har været et stort ønske at fremtidssikre den næsten 150 år gamle skole – og elever, personale og forældre kan fra efteråret 2024 se frem til endnu flere store, lyse klasselokaler, en stor fællessal hvor alle elever og ansatte kan forsamles og en tagetage, hvor fleksible lokaler og en stor tagterrasse bliver omdrejningspunktet for de ældste elever på skolen, lyder det i en pressemeddelelse.
Projektet har været udbudt som totalentreprise, og der var stor interesse fra totalentreprenører. Tre projekter gik videre efter den indledende runde, og Magnus Thomsens Efterfølger ApS vandt med et enormt flot projekt, der opfylder skolens behov både pædagogisk og økonomisk, lyder det fra skolen.
Som bygherre ser C. la Cours Skole frem til samarbejdet. Totalentreprenøren har erfaring fra flere lignende projekter, og med bygherrerådgivning fra det rådgivende ingeniørfirma Artelia har skolen indledt et stærkt samarbejde med kompetente folk, der spejler skolens værdier om ordentlighed, fællesskab og plads til forskellighed.