Ny kampagne giver virksomheder mulighed for at vinde præmier ved at få så mange som muligt til at cykle til arbejde.

Nyd den skønne forårsluft, bliv sundere og få et smil på læben. I forbindelse med kampagnen ’Vi cykler til arbejde’ opfordrer Cyklistforbundet og Randers Kommune alle til at cykle til arbejde hver dag i maj sammen med deres kollegaer. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Medarbejderne hos virksomheden CCL Label, der holder til på Tjærbyvej i Dronningborg, har valgt at deltage igen i år.

»Vi er mange, der cykler til arbejde hver dag, men i maj forsøger vi også at få nogle af bilisterne til at skifte til cyklen. For os styrker kampagnen følelsen af fællesskab og sammenhold, og der går konkurrence i den. Vi konkurrerer internt, men vi vil også gerne ligge øverst som virksomhed i Randers Kommune,« siger Lis Vinther Olesen, der er salgskoordinator og nu også cykelkoordinator hos CCL Label, i pressemeddelelsen.

Kampagne skaber cykelglæde

Man deltager i kampagnen på et hold bestående af to til 16 kollegaer. Det gælder om at cykle flest mulige dage i maj måned. Hver dag på cyklen giver point i lodtrækningen om præmier til hele holdet.

Også Randers Kommune som arbejdsplads deltager i kampagnen. Magnus Vilstrup, der er leder for en af de afdelinger, der deltager i kampagnen, siger:

»Der skal lyde en stor opfordring herfra til at de, der har mulighed for det, deltager i ’Vi cykler til arbejde’. Udover de åbenlyse sundhedsmæssige fordele, der er ved cykelturen, skaber det også stor værdi for fællesskabet på arbejdspladsen at have noget andet end arbejde at samles om.«

Samtidig understreger Cyklistforbudnets direktør Kenneth Øhrberg Krag, at cykling har så store positive sundhedseffekter, at »lægerne næsten burde udskrive det på recept«.

»Sundhed er en af mange gode grunde til at deltage i ’Vi cykler til arbejde’. Hvis man er inaktiv, kan man se en sundhedsmæssig effekt efter bare en times cykling om ugen,« siger han.

ceb