Det er fortsat kun ét distrikt, der har udfordringer med at finde pasningspladser nok til alle børn mellem nul og to år.
AF CECILIE BISGAARD
Pasningsdistrikt Sydøst, der blandt andet dækker Assentoft, Romalt, Kristrup og Vorup, giver stadig Randers Kommune udfordringer, når det gælder om at finde pasningspladser nok til alle børn i alderen nul til to år. Frem til 1. juli er der nemlig underskud af pladser i det distrikt – som det eneste ud af kommunens fem distrikter. Det viser en opgørelse, som forvaltningen har lavet til Børne- og Familieudvalget.
1. maj er det kun en enkelt plads, der er for lidt i distriktet. Det pågældende barn, der ”kommer i overskud” vil blive tilbudt en plads i et af de andre distrikter ud fra nærhedsprincippet.
Nærhedsprincippet betyder, at børn, der er nødt til at blive tilbudt en pasningsplads uden for deres hjemdistrikt, vil blive tilbudt en plads så tæt på hjemmet som overhovedet muligt. Det kan dog også være tæt på for eksempel forældrenes arbejdsplads, hvis der er muligt, og forældrene ønsker det. Og når der så kommer en ledig plads i hjemdistriktet, vil de børn, der har pladser i andre distrikter, som de første blive tilbudt de ledige pladser.
Der er heldigvis forholdsvis god plads i de fire andre distrikter, og derfor bliver det ikke en udfordring på kommuneplan at finde pladser nok til alle i aldersgruppen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
FAKTA: Dagplejere
Dagplejere har som regel plads til fire børn med mulighed for i perioder at udvide til fem. Der har tidligere været snak om, at det kunne blive nødvendigt, da pasningsproblemerne var størst.
Kommunalt ansatte dagplejere har en måneds opsigelse, så derfor er det altid usikkert, hvor mange dagplejepladser Pladsanvisning har til rådighed, når de laver opgørelserne. Derfor kan tallene og pladskapaciteten hurtigt ændre sig, hvis en eller flere dagplejere siger op.
Flere dagplejere har allerede sagt op inden for det sidste halve år, og den sidste måned sagde yderligere to op, mens der ikke er blevet ansat nye. Derudover er flere dagplejere langtidssygemeldte.
Det kan nå at ændre sig
Også 1. juni er der pladser nok til alle nul- til toårige på kommuneplan. Men også her er der udfordringer i Sydøst. Denne gang er det to børn, der ikke er pladser nok til. Sammenlagt er der dog 43 ledige pladser i de fire andre distrikter, og derfor skal Pladsanvisningen nok finde pasningsmuligheder til de to børn – igen ud fra nærhedsprincippet.
Tingenes tilstand bliver ikke bedre 1. juli. Her regner forvaltningen med, at der er fire børn i Pasningsdistrikt Sydøst, som ikke kan få en plads i deres hjemdistrikt. Derfor er man igen nødt til at finde institutionspladser til dem i de fire andre distrikter. Det bliver heldigvis ikke noget problem, da der på kommuneplan den dato vil være 60 ledige pladser.
Forvaltningen oplyser i orienteringen, at de oplever, at forældre nogle gange vælger, at deres barn skal starte i institution senere end dato, som de først har opgivet. Derfor kan tallene godt nå at ændre sig, og måske kan der derfor blive pladser nok de tre måneder til alle de børn, der ønsker at blive passet i Sydøst.
”Pladsanvisningen arbejder stadig med at fordele ledige pladser til 1. maj og frem, så billedet kan fortsat ændre sig, såfremt forældre takker nej til de tilbudte pladser, eller ønsker plads på et senere tidspunkt,” står der blandt andet i orienteringen.
God plads i børnehaver
Når det kommer til børnehavebørnene, er der ingen problemer med at finde institutionspladser nok til alle. Hverken på kommuneplan eller i de enkelte pasningsdistrikter.
På grund af de mange børn, der startede i førskole 1. marts, er der nemlig blevet god plads i børnehaverne. Både 1. maj, 1. juni og 1. juli er der over 100 ledige pladser i fire ud af fem distrikter.
Det eneste distrikt, der har under 100 ledige plads, er Pasningsdistrikt Midt, der dækker det meste af Randers by nord for fjorden. 1. maj er der 90 ledige pladser i distriktet, og 1. juli er det tal faldet til 58 ledige pladser. Der er altså stadig en masse ledige pladser, og der er ikke udsigt til, at der vil komme kapacitetsproblemer i distriktet lige foreløbigt.