Sidste år var der lagt op til, at Skole- og Uddannelsesudvalget skulle vedtage en ny takstmodel for specialområdet. Men det blev ikke til noget, da politikerne i udvalget var enige om, at de havde brug for flere informationer, inden de kunne træffe en beslutning.
Derfor har forvaltningen udarbejdet fire spor, som det videre arbejde med specialområdet skal foregå i:
- Vidensporet: Udvalget besøger andre kommuner og snakker med eksperter. Fokuset er på faglig udvikling – ikke økonomi.
- Det overordnede niveau: Specialskolens medarbejdere, ledere og andre parter giver deres syn på kvalitet, serviceniveau med videre ud fra den nuværende økonomiske ramme. Man kigger på hele specialområdet – visitationen, mellemformer, antallet af specialklasserækker og så videre.
- Almenskolen: Skolerne kommer med deres bud på, hvad det er, de kan i folkeskolen. Skolernes personale og bestyrelser involveres.
- Kvalitet og opfølgning: Udvalget, skolerne og forvaltningen sætter ord på, hvordan de vil skabe et fagligt fundamentmed afsæt i økonomi, og hvad man hver især forstår ved kvalitet.
Arbejdet med alle fire spor slutter først i efteråret 2024.