X Factor-værtens kærlige farmor og farfar forkælede deres barnebarn, Sofie Linde, der har lært en del om livet gennem faderens rå opvækst i Sjællandsgade.
KIAN JOHANSEN
Når tv-værtinden Sofie Linde under X Factor-finalen står på scenen fredag i Arena Randers, befinder hun sig i en by, som hun kun kender for det gode – ikke mindst saftevandet i Randershallen.
»Randers er for mig symbolet på min farmor og farfar. Jeg lægger altid vejen forbi kirkegården og besøger dem, når jeg er i nærheden,« siger hun.
Sofie Lindes far er født og opvokset i en lejlighed på Sjællandsgade, få hundrede meter fra Arena Randers.
Hendes farmor og farfar levede i Randers og på Sjællandsgade det meste af deres liv, også da de blev skilt i en sen alder, så når du spørger Sofie Linde om hendes indtryk af Randers, får du barndommens minder med i købet.
Sofie Lindes far: Tarmsygdom sendte ham i den rigtige retning. Fra rå Randers til forsker-stilling.
Saftevand og mentos
Sofie Linde husker sin farfar, der elskede håndbold, og som tog hende med til Randershallen, ofte alene, men også med hendes tre yngre søskende. Det betød, at der altid var masser af saftevand fra damerne i cafeteriaet, som kendte hendes farfar meget godt. Alle i hallen var på fornavn med ham.
Hun husker også lejligheden på Sjællandsgade, opgangen med gelænderne i glat mørkt træ, der indbød til rutsjeture, og nettene på hver etage, fordi der ofte blev sat lidt for meget fart på den fristende tur nedad.
Jodle Birgers stemme kom ud fra stereoanlægget, duften af Randers, farmors vandbakkelser, farfar, der stak hende en Mentos, og tv-stolen, der på magisk vis kunne drejes og skyde en støtte ud.
»Mine søskende og jeg brugte timer i den stol. Det var bare hyggeligt og rart. Jeg kan huske, at vi gik på masser af ture i Vestparken i bakkerne og nød synet af den flotte Sct. Clemens Kirke med vinduerne. Randers var bare et godt sted for mig at være,« fortæller Sofie Linde, der også husker koncerter med Muddi og Salamidrengene, hoppepuderne i Randershallen og alle de aktiviteter, der foregik der.
»Min farfar og farmor var meget kærlige, og vi blev forkælet i den grad. Vi fik popcorn og sodavand, og farfar sagde aldrig nej,« mindes hun med et smil og bliver så alvorlig.
Læs mere under faktaboksen
Fars barske barndom
Det var først som voksen, at Sofie Linde helt forstod, at hendes far ikke blev forkælet på samme måde, som hun og hendes tre søskende blev det.
»Mine fars forældre var også kærlige overfor ham og hans søskende. Men hans opvækst var bare mere barsk.«
Dengang syntes hun, at den gård, som han legede i som barn, var kæmpestor. Som voksen opdagede hun, at den var fyldt med tørresnore, hegn og skraldespande og var måske ikke så kæmpestor endda.
»Jeg husker min fars fortællinger om en lidt mere rå tidsalder, hvor lærerne måtte slå, og hvor man sloges med de andre børn, og hvor hash og druk var en del af hverdagen. Jeg tror ikke, man opfattede, hvor farligt det egentlig var dengang,« lyder det.
»Heldigvis kom min far igennem, og han lærte mig en del om at tale med alle slags mennesker og respektere dem, uanset hvem de var. Jeg har set min far tale med den hjemløse, der måske ikke lige kunne finde sig tilrette i et forholdsvis nemt samfundssystem, men derfor kunne min far jo godt tale med ham, bruge humor og kigge ham i øjnene.«
Brutale snakke
»Mine forældre er meget bramfri, og jeg fik det råt for usødet. Jeg var ikke i tvivl om, hvis de var kede af det eller sure på mig af en eller anden grund. På den måde var det en nem barndom, for jeg skulle ikke bruge min tid på at analysere eller afkode mine forældre. Jeg vidste, hvor jeg havde dem.«
En simpel tarmsygdom og flere tilfældigheder førte til, at Sofie Lindes far, Bjarne Linde Nørgaard, kom på Randers Amtsgymnasium på Nålemagervej på dispensation. Han kom sig over tarmsygdommen efter et års tid. Og senere flyttede han fra Randers for at læse på universitetet i Aarhus i starten af 1980’erne.
I dag er han blandt andet far, bedstefar, forsker og professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
To byers betydning
Sofie Linde er opvokset i Odder med utallige besøg hos bonusonklerne og hendes farmor og farfar i Randers. Mormor og morfar boede i Svendborg. Så de to byer betyder noget særligt for hende.
»Min fars fortællinger har i den grad fyldt min barndom. Vi var ikke særlig gamle, før vi havde brutale snakke om, hvad livet også kan være. Og det lærte vi af. Han slår sig stadig stolt for brystet, når han siger, at han er fra Randers,« siger Sofie Linde, der grinende tilføjer, at hun nok også har sin diskussionslyst og temperament fra faderen.
Tv-kendissen har altid haft et positivt syn på Randers.
»Jeg ser, hvordan Randers forsøger at rebrande sig, og at der flytter masser af nye mennesker til byen. At Arena Randers lægger hal til X Factor er en del af den rejse fremad. Hver gang jeg har optrådt i Randers, mærker jeg kun den største kærlighed fra publikum, så mon ikke det bliver den samme kulisse på fredag?«