Sofie Linde stopper som vært på X Factor efter finalen i Arena Randers. Nu står den på et spontant år uden planer.

KIAN JOHANSEN

Den 33-årige tv-vært, Sofie Linde, har længe fortalt, at hun stopper som vært på X Factor, når finalen i Arena Randers er slut. Efter otte sæsoner som vært skal der ske noget nyt for Sofie Linde, der har været vært på tv-showet længst af alle og endda på to landsdækkende tv-kanaler.

Hun debuterede som vært i 2016, da niende sæson blev sendt. De efterfølgende to sæsoner tog hun med, og i ellevte sæson trådte hendes mand, tv-værten Joakim Ingversen, til og vikarierede i et par liveshows, da Sofie Linde lige havde født parrets første barn, Trine.

Efter elleve sæsoner droppede DR X Factor, TV 2 købte konceptet, og Sofie Linde tog med. I 2021 var hun på barsel med datteren Søs, da liveshowene blev sendt, og hun vendte tilbage i 2022. Men efter 16. sæson er det slut.

»Det føles meget naturligt at stoppe nu. Især når jeg står på scenen i Randers, som jo lige giver ekstra kulør, eftersom det var her, jeg har tilbragt masser af timer i min barndom. Jeg har fået det ud af værtsrollen, som jeg skulle have. Det har været sjovt og udfordrende, men nu er det tid til noget helt andet,« siger Sofie Linde til Din Avis.

Et år derhjemme

At være vært på X Factor har betydet otte intense måneders arbejdsliv hvert år. Hun har altid været meget på, mens optagelserne har stået på.

»Nu vil jeg til at leve mit liv meget mere spontant. Jeg vil kaste mig selv ud på dybt vand. Jeg har godt af at blive rystet i min grundvold.«

Det betyder, at hun vil tage et år derhjemme.

»Jeg har lyst til at se og opleve mine børn,« siger hun til Din Avis.

Sådan lyder det, til hun grinende tilføjer:

»Indtil eventyret melder sig. Der skal være plads til, at jeg prøver noget nyt. Hvad det er, det ved jeg endnu ikke.«