Johanne Ægidiussen fra Bistroteket i Randers er nyvalgt i Randers Cityforening. Nu venter en større opgave.

KIAN JOHANSEN

Den tidligere næstformand i Randers Cityforening, Johanne Ægidiussen, er nu formand efter den nylige generalforsamling i Randers Cityforening.

Der venter den nye bestyrelse en uvant opgave, da der skal findes en afløser for den afgående citychef, Mette Bræmer-Jensen, som har været på posten i otte år.

Dagen før generalforsamlingen, onsdag aften, meldte citychefen offentligt ud, at hun til april har fået job i Aarhus Lufthavn med ansvaret for Passagerservice.

Citychef skifter Randers ud med lufthavn

Ny citychef – ny profil

At finde en ny citychef bliver dermed bestyrelsens første og største opgave, fortæller Johanne Ægidiussen, der ikke kan fortælle i detaljer om, hvordan den nye bestyrelse vil gribe det an og hvilken profil man søger, for der skal nemlig et par bestyrelsesmøder til, før cityforeningens kurs er fuldt afstukket.

»Vi står som bestyrelse i en ny position, efter at Mette Bræmer-Jensen har udfyldt rollen dygtigt i så mange år. Hun har gjort et godt stykke arbejde og været en stor profil, især i arbejdet med kommunen og vores strategi i at lægge rammerne for fremtidens Randers. Hun har udført bestyrelsens beskrivelse fremragende. Den nye citychef skal sandsynligvis have en anderledes profil, med endnu mere fokus på events og arrangementer, for det er det, vi har behov for, på den korte bane. Mettes arbejde på den lange bane nyder vi jo stadig godt af et stykke tid endnu,« siger den nyvalgte formand for Randers Cityforening.

Flere events

Hun understreger, at arbejdet med at gøre Randers midtby tilgængelig og attraktiv fortsætter. Der skal fortsat bruges kræfter på en flot rådhushave i sommerperioden, halloween til efteråret og de store events, der kendetegner Randers midtby. Faktisk lyder det på hende, at der gerne må bruges kræfter på endnu flere arrangementer for at gøre midtbyen attraktiv.

Den nuværende citychef har haft en stor andel i kommunikationen med kommunens folk, og det gode samarbejde skal fortsætte, lyder det.

»Vi fortsætter med at fortælle politikerne og kommunen, at det er fint med flotte projekter, der udmøntes i fremtiden, men at der også bør tænkes på den midtby og den handel, vi har i dag. Basis skal fungere i nutiden, selvom der er flotte fremtidsplaner,« siger hun.