Efter fire års pause genoptog Randers Marineforening gammel tradition med en kørende fastelavnsbåd.

KIAN JOHANSEN

Iklædt uniformer, kaptajnskasketter, høje hatte eller matroshuer indtog 25 gaster fra især Randers Marineforening, Randers midtby lørdag med en fastelavnsbåd – på hjul.

Det skete for at markere 100 året for Randers Marineforenings Skyttelavs stiftelse i 1923. Samtidig blev der samlet ind til Hospitalsklovnen på Regionshospitalet i Randers.

Corona stoppede kørslen

»Sidst der blev kørt med fastelavnsbåd var i 2019, hvor Randers Marineforening havde 100 års jubilæum. Kørslen blev, som oprindelig tilbage i 1940’rne og frem til 1960’erne kørt sammen med Randers Skipperlaug og Bombebøsse,« fortæller Lars Gjættermann, der er formand for Randers Marineforening.

Det var meningen båden/sluppen skulle køre i 2020, men Corona satte en stopper for dette. Det samme skete i 2021 og 2022.

Men 2023 blev så året hvor den gamle tradition igen blev vakt til live. Ifølge ’Randers Marineforening gennem 75 år’ så har der været tradition for en kørende fastelavnsslup for at indsamle penge med sikkerhed fra 1841 og frem til 1960’erne. Derefter gik den i glemmebogen, for at blive vakt til live under Randers Marineforenings 100 års jubilæum i 2019.

Randers Marineforening

Stiftet 8. marts 1919 af møllebygger S. Larsen og fabrikant I.n. Bech.
I 1923 blev Randers Marineforenings Skyttelav stiftet.
Marinestuen ligger på Toldbodgade 12 og har åbent for medlemmerne to gange om ugen.
Foreningens formål er at styrke nationens interesse for søværnet og søfarten, samt at vedligeholde forbindelsen og kammeratskabsfølelsen mellem personer, der er eller har været tjenstgørende under Orlogsflaget, ansat til søs eller nærer interesse for det maritime miljø.
Når fastelavnsbåden samler ind, så lægger man penge i ’Bombebøssen’ der helt tilbage fra midten af 1800-tallet blev brugt til at samle ind til nødlidende enker og familier efter matroser og senere fyrbødere.