Selvom han ingen erfaring har fra tank-branchen, var hverken Jesper Degnbol eller hans familie i tvivl om, at han skulle søge jobbet.

AF CECILIE BISGAARD

Hvis du synes, du har set den nye forpagter af OK Plus i Dronningborg før, så tager du nok ikke helt fejl.

»Jeg har været frivillig fodboldtræner i Dronningborg Boldklub, og derigennem har jeg fået et kæmpe netværk. Jeg bor selv to minutter herfra, og der har jeg boet siden 1999, så jeg kender bydelen godt. Mine venner bor i området, og det ser jeg som en fordel,« siger den nye tankmand.

Den nye forpagter hedder Jesper Degnbol, og han overtog OK Plus 30. januar.

Var træt af at køre bil

I de sidste 26 år har Jesper Degnbol været kørende sælger, så det er ikke meget erfaring, han har fra tank-branchen. Men da han så stillingsopslaget om forpagter af tanken med den tilhørende butik, var han ikke i tvivl om, at han skulle søge det.

»Så slog jeg til. Jeg var træt af at køre bil. Jeg synes, jeg har kørt som sælger længe, og nu skulle jeg prøve noget andet. Jeg kender stationen, og jeg vidste, at der kommer mange mennesker her,« siger han og fortsætter:

»Min familie syntes også, at det var en rigtig god idé at søge jobbet. De kunne se, at det var lige noget for mig.«

BLÅ BOG: Jesper Degnbol

Fylder 50 år lige om lidt
Er gift og har to børn
Bosiddende i Dronningborg meget tæt på den tank, som han overtog i slutningen af januar
Har tidligere været kørende sælger og frivillig fodboldtræner

Han fortæller, at han er god til at snakke med mennesker, og det var derfor, hans familie syntes, det var det rigtige job for ham.

»Det fedeste ved jobbet er kundekontakten. Jeg kan godt lide, at der kommer en masse forskellige mennesker ind og ud. Vi er også byens posthus, og det giver liv i butikken,« siger han.

Personalet betyder meget

Jesper Degnbol har ikke kun overtaget tanken. Han har også overtaget stedets personale, og det, mener han, har været en klar fordel.

»Der er mange nye opgaver for mig. Især det administrative er nyt for mig. Økonomi, løn. Jeg er heldig, at jeg har overtaget så godt et personale. Det betyder meget, og de har lært mig alle de små dagligdagsting som for eksempel salg af porto på en tablet. Jeg har nogen, som jeg kan stille alle de dumme spørgsmål til,« siger han med et smil på læben.

I hans første måned på tanken har Jesper Degnbol især arbejdet med indretningen.

Da han så jobopslaget, vidste Jesper Degnbol, at han var nødt til at søge stillingen som forpagter af OK Plus i Dronningborg. Foto: Cecilie Bisgaard

»Jeg har rykket lidt rundt, så der er kommet mere luft. Jeg har også skiftet lidt ud på menuen, og lige nu er jeg ved at prøvesmage noget nyt brød,« siger han og peger på en tallerken med en sandwich, der står på bordet foran ham.

»Kunderne har taget godt imod den nye indretning. De har bemærket, at der er kommet mere plads, og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger.«

Familiebesøg på tanken

Ifølge Jesper Degnbol er hans første tid ved OK Plus »fløjet afsted«. Han har arbejdet mange timer for at lære det hele at kende, men han mangler stadig at finde balancen mellem arbejde og fritid som selvstændig.

»Der går nok lige nogle måneder mere. Men det skal nok komme. Det bliver rart at se min familie lidt mere – selvom de er flinke til at komme hen og se mig her,« griner han og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har været her. Men jeg tæller heller ikke. Det har jeg ikke noget behov for. Så længe det er sjovt, og der er noget at lave, så er jeg herhenne. Det er en fordel, at jeg så nemt kan komme frem og tilbage. Jeg er glad for, at jeg ikke skal køre.«

Han fortæller, at han ikke har nogle store mål med tanken, som han ønsker at indfri. Der er ikke flere store planer end den ændrede indretning.

»Jeg vil bare gerne sørge for, at tanken stadig er her. Og så håber jeg, at de lokale vil støtte op, så den ikke kommer til at lukke. Jeg håber, at jeg kommer til at blive gammel her,« siger Jesper Degnbol.