Både Malte Larsen og Michael Aastrup Jensen undrer sig over, at Viborgvej kun udvides med ét spor. Hvad med trafikken ud af byen, lyder det.

KIAN JOHANSEN

Det har vakt harme hos flere beboere på sideveje til Viborgvej, at flere lokale folketingspolitikere stolt proklamerede, at nu var der 20 millioner kroner i en forsøgsordning til støjdæmpning langs Viborgvej i Randers.

Beboerne skal selv ansøge om midlerne og dem, der nok kommer i første række, er de beboere der bor mellem Fladbrovej og ned til Parkboulevarden.

Her er der nemlig planlagt et ekstra spor, der lige tager en god bid af beboernes haver. Flere steder næsten helt ind til husets sokkel.

Men hvad med lige at løse de trafikale problemer først i stedet for at lappe på det, der kommer, som tilmed kun er en halv løsning, lyder det fra flere beboere, som Din Avis har talt med.

Uforstående beboere ved Viborgvej: Vi er fanget i limbo

Illustrationen viser, hvor det ekstra spor kommer på Viborgvej. To sideveje bliver endnu mere udsat, frygter beboerne på Parkvej. Men de kan ikke få det ændret. De foreslår ellers, at der kunne komme en ekstra udkørsel via Lykkegårdsvej op til lyskrydset ved Viborgvej og Bakkegårdsvej. Illustration: Datawrapper.

Stadig kø ud af byen

Mens det ekstra spor vil lette trafikken ind mod byen, så vil trafikanterne stadig holde i kø ud af Randers. Og her vil det tilmed blive endnu mere besværligt at komme ud fra sidevejene, når der er to spor der skal krydses, i stedet for et.

Viborgvej får ekstra vejbane – men kun i den ene retning

Vejdirektoratets planer udvider tragten, men kun i den ene retning. Og ifølge de svar Din Avis tidligere har fået fra Vejdirektoratet, så er der ikke tanker om at kigge på linjeføringen igen. Det lader til, at man har fået en ordre om at lette tilgangen fra motorvejen, hvor biler ofte holder i nødsporet for at komme af E45 via Randers C-afkørslen. Og så er man åbenbart tilfreds.

To ud af fem lokale folketingspolitikere vil tage sagen videre.

»Det er en meget reel problemstilling med trafikken ud af byen. Det skal vi da have gjort noget ved,« siger Michael Aastrup Jensen (V), der tilføjer, at han også kender sagen med udkørsel fra Parkvej fra sin tid som borgmester i Randers. Også dengang var det et problem.

»Man burde kunne finde en løsning på begge problemer. Både med trafikken ud af byen på Viborgvej og ved at lade Parkvejs beboere komme ud et andet sted,« mener politikeren med base i Assentoft, der nu vil tage sagen videre.

Derfor: Parkvejs limbo fortsætter

Hvad med samtænkning

»Jeg har selv tænkt de samme tanker. Jeg kører tit på Viborgvej. Man burde have en samtænkningspligt. Jeg anerkender, at det er svært med venstresvingende trafik fra sidevejene i det område. Jeg vil spørge hos Vejdirektoratet, om der kunne findes en løsning for de udadkørende biler også i myldretidstrafikken,« lyder det fra Malte Larsen (S), der er medlem af Folketingets Transportudvalg.

Ikke klart svar

Nick Zimmermann (DF) bekræfter i et indledende telefonopkald, at han er vanvittig stolt af at være med i forhandlinger, der skaffer penge til Randers, og at hans parti har været med til at sørge for støjdæmpning for ramte beboere på Viborgvej.

Men da Din Avis præsenterer ham for flere beboeres anke om, at man kun løser et halvt problem, har han ingen kommentarer, udover at han ikke er blevet præsenteret for det før. Han henviser til de to ovennævnte folketingspolitikere, før han selv vil svare.

Efterfølgende har det ikke været muligt at få fat på ham, hverken på sms eller opkald, selvom Din Avis har haft en interviewaftale med ham. Derfor kender vi ikke hans holdning til problematikken. Nick Zimmerman er både folketingsmedlem, medlem af Folketingets Transportudvalg, byrådspolitiker og formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.

De to øvrige folketingsmedlemmer valgt i Randers, Charlotte Broman Mølbæk (SF) og Louise Brown (LA), er heller ikke vendt tilbage med svar på vores spørgsmål, inden avisens deadline.

Det gør Vejdirektoratet

Der opleves i dag betydelig kø særligt på frakørselsrampen fra syd til Viborgvej. For at øge fremkommeligheden i anlægget, er det besluttet at:

Rampekrydsene signalreguleres, og ramperne ombygges og tilpasses fremtidig motorvejsudbygning.

En dobbelt venstresving etableres fra den sydlige frakørselsrampe mod vest, hvilket medfører behov for et ekstra ligeud spor i vestlig retning over broen.

Den nordlige sti på broen inddrages til kørespor. På nordsiden af den eksisterende bro. etableres en ny stibro som erstatning.

Udvidelse af krydset ved mellem Viborgvej og Fladbrovej og etablering af støttevæg.

Opgradering af eksisterende samkørselsplads.

Etableres buslommer vest for tilslutningsanlægget.

Kilde: Vejdirektoratets hjemmeside