Vandmiljø Randers og Randers Havns nye domicil indviet med gravemaskines grab.

KIAN JOHANSEN

Med en kontrollerende og sidste finger på joysticket i gravemaskinen fik Peter Christensen, der er administrerende direktør for Vandmiljø Randers, sat grabben i jorden midt på en 7.000 m2 stor grund i udkanten af Kristrup Engvej og tæt på XL Byg og Genbrugspladsen på Ørneborgvej.

Sådan så det ud, da grabben kom i jorden. »Det var det. Nu skal der vist mere kompetente folk til at grave,« lød det med humor fra Peter Christensen, administrerende direktør for Vandmiljø Randers. Foto: Kian Johansen

Det skete foran en storsmilende havnedirektør fra Randers Havn og godt 60 klappende tilskuere, der lidt forfrosne og forblæste derefter kunne indtage den obligatoriske pølse og sodavand. Tilskuerne var især ansatte fra MT Højgaard, der har entreprisen, rådgiverne på projektet, samt flere kommunalt ansatte, ansatte fra Randers Havn og Vandmiljø Randers, mens også en enkelt byrådspolitiker, bestyrelsesformanden for Randers Havn, Daniel Madié, snuppede en omgang frisk luft.

Den obligatoriske pølse blev fortæret med et smil. Med blå hjelm havnedirektør John Morgen og med krøllet hår til højre, bestyrelsesformand for Randers Havn, Daniel Madié. Foto: Kian Johansen

Fordele ved at deles

Dermed er første spadestik taget til Vandmiljø Randers’ og Randers Havns nye domicil i det, der med årene bliver hjertet af Randers Havn.

For her i udkanten af Kristrup kommer størstedelen af de nye kæmpe arealer af havnen til at ligge, når udflytningen af havnen fra midtbyen er effektueret om en del år.

Vandmiljø Randers har i forvejen bygninger lige ned ad vejen og der bliver flere fordele ved at samle de to kommunale selvstyrende virksomheder ét sted. Randers Havn lejer sig nemlig ind.

»Vi får fordelen ved at samle vores driftsfolk og administrative medarbejdere ét sted, samtidig deles vi om nogle af de praktiske administrative opgaver med Randers Havn. Vi skal for eksempel deles om receptionen og kantinen og mødelokaler,« forklarede chefen for Vandmiljø Randers, Peter Christensen, mens han i gummistøvler bevægede sig fra gravemaskinen hen til den store forsamling af mennesker, der har stillet sig i kø til en varm pølse.

Indvielsen af det nbye domicil til Vandmiljø Randers og Randers Havn skete onsdag efter vinterferien. Det skal stå færdigbygget i 2024. Foto: Kian Johansen

Centralt om et par år

Kontorhuset kommer til at huse knap 70 kontorpladser og rumme fælles reception, kantine, mødefaciliteter og tagterrasse for de to lokale virksomheder. Stordriftsfordele som begge virksomheder ser frem til at drage nytte af.

Og der er plads nok på den store grund.

»Vi håber også at kunne lægge jord til endnu mere erhvervsbyggeri tæt på vores nye domicil og dermed skabe endnu et erhvervsområde i Randers,« lød det fra Peter Christensen. Pointen med at bygge netop her på en forblæst plads i udkanten Kristrup giver først virkelig mening, når den nye Havnevej er anlagt, vil føre lige forbi det nye domicil, der dermed bliver porten til den nye Randers Havn.

Indvielsen af det nbye domicil til Vandmiljø Randers og Randers Havn skete onsdag efter vinterferien. Det skal stå færdigbygget i 2024. Foto: Kian Johansen

Nyt kontor til vandmiljø Randers og Randers Havn

Bygherre: Vandmiljø Randers. Totalentreprenør: MT Højgaard. Rådgivende ingeniører: Frandsen & Søndergaard. Arkitekter: Arkitektfirmaet Kjaer & Richter. Landskabsarkitekt: ARKPLAN.Kontorhuset bliver ca. 2.500 m2., og der etableres 60 p-pladser på den i alt 7.000 m2 store grund.Kontorhuset forventes at stå færdigt i 2024 og vil rumme knap 70 kontorpladser.Byggeriet er klargjort til en evt. udvidelse med en erhvervsklynge udført af private investorer.Projektets kontraktsum er på 51,5 mio. kr.

Vandmiljø Randers A/S er et kommunalt forsyningsselskab og håndterer vand og spildevand.

Randers Havn er en kommunal selvstyrehavn med en havnebestyrelse på syv personer, heriblandt fem byrådspolitikere.