Ejeren forklarer, at travlhed er skyld i, at indskærpelser fra første besøg ikke blev udbedret.
AF CECILIE BISGAARD
I slutningen af januar var Fødevarestyrelsen forbi Chicago Roasthouse på Mariagervej i Randers, og det var ikke gode ting, de så. Faktisk endte besøget med en sur smiley og to bøder på hver 5.000 kroner til restauranten. Det fremgår af kontrolrapporten.
Fødevarestyrelsen havde også været forbi 8. december, og her fik Chicago Roasthouse en smiley, der hverken var glad eller sur. Ved det besøg fandt kontrollanterne mørke skjolder på loftspladerne i køkkenet og enkelte steder ”skimmellignende pletter”.
”Vægge i produktionsområde fremstår med ”løbende” brunlige plamager rundt langs kanten op mod loftet. I tre af virksomhedens mikroovne er der indtørret mørke kanter bagerst i maskinerne,” står der blandt andet i rapporten, hvor det også fremgår, at der et sted var hul i loftet, hvor materiale, der lignede isolering, stak ud.
Stadig skjolder og pletter
På baggrund af fundene fra december-besøget besluttede Fødevarestyrelsen at lave to opfølgende kontroller, hvor den første altså fandt sted i slutningen af januar.
Ved kontrolbesøget kunne udsendingene fra Fødevarestyrelsen se, at de ting, der var i vejen ved det første besøg, ikke var bragt i orden, selvom restauranten havde fået indskærpet, at det skulle de. Der var stadig skjolder og pletter på loftspladerne i køkkenet, der var brunlige plamager på væggene, der var mørkebelægninger i tre mikroovne, og der hang stadig materiale, der lignede isolering, ned fra loftet.
Fordi indskærpelserne fra sidste besøg ikke var bragt i orden, endte Fødevarestyrelsen med at udskrive to bøder på 5.000 kroner hver og give en sur smiley til Chicago Roasthouse.
TV2 Østjylland har snakket med indehaver af restauranten, Morten Skov Leutenberg, og ifølge ham er det travlhed henover jul og nytår, der har udsat arbejdet med udbedringerne. Derudover koster til 30-40.000 kroner at ordne loftet.
»Det er ikke noget, man bare lige hiver op af lommen. Men jeg er begyndt at vaske det ned, jeg kan, og så kan jeg ikke gøre mere. Det tager den tid, det tager. Men det er ikke noget, der har noget med maden at gøre,« siger han til TV2 Østjylland.