Så er det sikkert, at Randers Billard Klub af 1958’s førstehold vinder 1. division vest. Det betyder, at de skal deltage i oprykningsspillet sammen med to andre hold, hvor de to bedste hold rykker op i elitedivisionen.
Det ubesejrede Randers-hold vandt hjemme 5-3 over deres værste konkurrent, Fluen fra Aahus, og dermed var førstepladsen i hus.
RBK-kvartetten bestod denne gang af Tonny Carlsen, Flemming Hansen, Michael Carlsen og Kim Mortensen, og al tvivl om placeringerne i toppen blev fjernet med sejren til randrusianerne, der fik en god start med sejre til Michael Carlsen som tredjemand og Kim Mortensen som fjerdemand.
Så manglede de blot et enkelt point med en uafgjort kamp, og den kom i Tonny Carlsens kamp Lucas Mortensen. Den randrusianske andenmand Flemming Hansen havde også chancen for uafgjort, men han scorede ikke nok i efterstød og tabte.
»Det var ikke carambole, når det er bedst, men til gengæld var der spænding, så det var mere spændende end velspillet,« sagde Tonny Carlsen efter kampen.
Sådan gik det: Tonny Carlsen 40-40, Flemming Hansen 39-40, Michael Carlsen 32-28, Kim Mortensen 32-28.
Det randrusianske andethold vandt i weekenden 8-0 over Fluens andethold, og de er nu meget tæt på at have sikret sig endnu en sæson i 1. division.