KIAN JOHANSEN

Torsdag morgen blev en helt speciel morgen for mig. På min cykel på turen fra fra forstaden ind til Randers midtby, kunne jeg se den lyserøde himmel fortone sig i et eventyrligt skær henover vores by.

Verdos fjernvarme-skorsten så ud som den var omdannet til et tårn med eventyr i, omkranset af det lyserøde lys. Måske blev der denne morgen plads til en nødstedt prinsesse i tårnet.

Guderne skal vide, at Verdo af og til trænger til et eventyr for igen at få brugernes gunst, efter alle de sager om penge, der er blevet stukket til side til investerings-eventyr for år tilbage. Skorstenen fik under alle omstændigheder et pust af eventyr.

Rådhuset i lyserødt
Eventyrligt blev det også på Rådhustorvet, hvor jeg ikke kunne stå for farverne omkring vores gamle rådhus.

Af og til trænger vi også til at få fortalt et eventyr og blive i godt humør, når man tænker på de svære beslutninger som byrødderne træffer under deres månedlige byrådsmøder.Jeg håber du nyder billedet, uanset hvilke tanker du får ved at betragte det.

Eventyrligt blev det i hvert fald at se på.Den faktuelle forklaring på det eventyrlige lys giver en søgning på DR’s hjemmeside: »Når solen står lavt ved solop- og nedgange, bliver det blå lys opbrugt undervejs. Det tilbageværende sollys får derfor de røde farver. Den effekt er større, når atmosfæren er fugtig,« har DR Nyheders vejrvært Jesper Theilgaard forklaret for en del år siden.