Der var allerede varslet takststigninger fra 2022 til 2023. Nu stiger taksterne yderligere.
AF CECILIE BISGAARD
Får du leveret mad fra Madservice Kronjylland? Så kan du nu se frem til en prisstigning.
På grund af de stigende fødevarepriser har man nemlig set sig nødsaget til at sætte priserne op. I forvejen er priserne steget fra 2022 til 2023, men den takststigning har altså ikke været nok til at dække den inflation, der har været på fødevareområdet, skriver kommunens forvaltning i en indstilling til Omsorgsudvalget.
Forvaltningen skriver, at ved at hæve taksterne får man en merindtægt på cirka tre millioner kroner i år, og det beløb vil stort set dække den forventede merudgift på fødevarer.
Af indstillingen fremgår det blandt andet, at en udbragt stor hovedret, der sidste år kostede 50 kroner pr. dag, vil stige til 54 kroner pr. dag i 2023. Det er en stigning på otte procent.
Størstedelen af politikerne i udvalget stemte for at godkende de nye takster, men Velfærdslistens Pernille Heibøll stemte imod. Hun var faktisk så utilfreds med udvalgets flertalsbeslutning, at hun begærede sagen i byrådet.
De nye takster
Som sagt var der allerede lagt op til en takststigning fra 2022 til 2023.
En udbragt stor hovedret skulle stige fra 50 til 51 kroner. Det er en stigning på to procent – altså seks procentpoint lavere end den stigning, som flertallet af udvalgspolitikerne stemte for.
Selv hvis du får leveret en stor hovedret hver dag fra Madservice Kronjylland, vil de nye takster maksimalt koste dig 124 kroner mere om måneden i 2023 end i 2022.
FAKTA: Her er de nye takster
Fuldkostpakken: 3.720 kroner om måneden (3.445 kroner i 2022)
Udbragt stor hovedret: 54 kroner pr. dagen (50 kroner i 2022)
Udbragt lille hovedret: 51 kroner pr. dag (47 kroner)
Biret: 12,5 kroner pr. dag (11 kroner)
Dagens middag i center-caféer: 55 kroner (51 kroner)
Hvis du bor på et plejecenter og får fuldkostpakken, vil du blive ramt dobbelt så hårdt.
I 2022 kostede fuldkostpakken 3.445 kroner om måneden. Det skulle stige til 3.515 kroner om måneden i 2023 – altså 70 kroner mere hver måned.
Med takststigningerne kommer fuldkostpakken til at koste 3.720 kroner om måneden – altså en udgift på knap 300 kroner mere hver måned.
De nye takster vil gælde fra 1. marts – med mindre flertallet af politikerne i byrådet stemmer imod.