Der er en plan. Men en vejlukning har gjort, at man ikke har haft helt så travlt med at gennemføre den.

AF CECILIE BISGAARD

Hvis du har parkeret i sundhedscenterets p-kælder, efter springvandet Iguanbryderne er kommet op foran Tinghuset, så har du måske også undret dig. Det har en af vores læsere i hvert fald. Vedkommende har spurgt os, om man stadig kan dreje til venstre, når man kører ned ad Møllegade fra Markedsgade – eller om man skal rundt om springvandet som en rundkørsel.

Det spørgsmål har Din Avis givet videre til Birgit Berggrein, der er trafikplanlægger og ingeniør ved Randers Kommune.

»Det er ikke en rundkørsel. Der har egentlig længe ligget en plan for, hvordan vi vil afmærke området, men vejret skal være til, at vi kan lave arbejdet. Og fordi Nørrestræde lige nu er lukket, har vi vurderet, at det er forsvarligt, at folk både bruger springvandet som rundkørsel, og at de ikke gør,« siger hun og fortsætter:

»Man bør køre forsigtigt og kigge sig for, men folk kan lige så godt vænne sig til det kommende vejforløb. Når man kommer nede fra Møllestræde, skal man køre nord om springvandet, før man kan fortsætte ud på Møllegade. Det giver den bedste oversigt over alle trafikanter.«

Lige nu er planen, at Nørrestræde genåbner til august, og til den tid, siger trafikplanlæggeren, skal afmærkningen være på plads, så ingen trafikanter er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til Iguanbryderne.

»Det vil stadig være muligt at køre ind til Tinghuspladsen fra Møllestræde og Nørrestræde, men der kommer pullerter op, så man ikke kan køre syd om springvandet. Der bliver to parkeringspladser der, når vi lukker for kørslen,« siger Birgit Berggrein.

Så bare for at slå det helt fast: når du drejer ned på Møllegade fra Markedsgade for at parkere i Randers Sundhedscenter, skal du bare dreje til venstre, som du plejer. Du skal ikke køre rundt om Iguanbryderne.