To piger fortæller, at RUN markant ændrede deres liv. Der blev taget hånd om dem, og i dag er de ved at tage en uddannelse. Men hvad er RUN?

AF CECILIE BISGAARD

Asta Arneborg Heegaards og Naja Ringø Kristensens liv ændrede sig markant, da de startede på RUN. De havde begge af forskellige årsager været hjemme i en lang periode, og derfor var det blevet svært at indgå i fællesskaber – og for eksempel at starte på en uddannelse.

Derfor havde de brug for støtte. Og den støtte fik de på RUN.

»RUN er det bedste, der er sket for mig. Jeg tror simpelthen ikke, jeg var nået så langt, hvis det ikke havde været for RUN og for de voksne der. Jeg har fundet ud af, hvem jeg er, og jeg føler, jeg er den bedste version af mig selv. Jeg er stolt af mig selv over alt det, jeg har opnået gennem de her år,« siger Asta.

Men hvad er RUN egentlig?

Kun fair, at de får en chance

I en evaluering af Projekt RUN står der, at visionen med projektet er ”at have et stærkt relationelt tilbud til unge, som ikke evner at starte i job eller uddannelse efter endt grundskoleforløb”.

»De fleste har haft en hård skoletid, og så har de været isoleret af flere årsager. Det er utroligt svært at indgå i et fællesskab, når det har været så fjernt for dem. De skal have støtte for at indgå i fællesskaber igen,« fortæller Rio Hensel, der projektmedarbejder ved RUN.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Projekt RUN

RUN er en socialpædagogisk indsats, der har hjemme på Stålvej i Paderup.

Der er plads til 14 unge i tilbuddet, men de er der sjældent alle sammen på én gang. Der er altid nogen, der for eksempel er i praktik eller fritidsarbejde.

Det er kommunens UU-vejledere, der kan visitere til RUN, og man bliver visiteret til et år ad gangen. Men det er ikke sådan, at man kun kan være, der et år, eller at man skal blive der et år, hvis man ikke har brug for det.

»Hvis den unge rykker sig hurtigere end forventet, kommer den unge i efterværn i RUN, hvor vi følger og har kontakt med den unge i op til et år, efter de er stoppet med at komme dagligt i tilbuddet,« siger daglig leder Claus Røjkjær.

Der er ansat to pædagoger på stedet, der desuden har tilknyttet en afdelingsleder fra Randers Ungdomsskole.

Det første, han og kollegaen Elisabeth Tagesen gør, når en ung er blevet visiteret til RUN, er at ringe til dem og aftale et møde i hjemmet. Så fortæller de om RUN, og hvad de kan gøre for hver enkelt.

»Det er ikke alle, der kommer ind ad døren første dag. Nogle gange kommer de kun til postkassen, men vi fortæller dem, at det er okay, og næste gang når de måske til trappen. Tredje gang helt hen til døren, og så er det måske først fjerde gang, at de kommer ind,« fortæller Rio Hensel, der er uddannet pædagog, og fortsætter:

»Det er fandeme også kun fair, at de unge mennesker får en chance.«

»Vi lytter til dem«

På RUN tilrettelægger de to pædagoger individuelle forløb til alle unge, der bliver visiteret til stedet. Det fortæller afdelingsleder Claus Røjkjær. De arbejder blandt andet med at opbygge tillid, fordi mange af de unge ikke tror på, at der er nogle voksne, som gerne vil dem.

»Vi lytter til dem. Det er unge mennesker, der ikke har oplevet meget succes og anerkendelse. De føler, at der er mere, der er mislykkedes end lykkedes. De rækker ikke frem, når de har brug for hjælp. De er gået lidt under radaren, og de har svært ved at sætte ord på, hvad de tumler med, og hvad de føler,« siger Rio Hensel.

Han og Elisabeth Tagesen arbejder tæt sammen med de unges forældre.

»Mange forældre er kørt lige så meget død i det, som de unge. Og når ens barn har det svært, så vil man gerne hjælpe. Derfor kommer forældrene ofte til at servicere dem, og det er at gøre de unge en bjørnetjeneste,« fortæller Elisabeth Tagesen.

Tiden er altafgørende

De to pædagoger arbejder meget tværfagligt. Udover at være pædagoger for de unge og kontaktpersoner for forældrene, tager de kontakt til uddannelsessteder og virksomheder for at planlægge besøg, rundture og praktikker. De tager som tidligere nævnt ud og besøger de unge, inden de starter, og så øver de almindelige dagligdags-gøremål med dem. Det kan være at tage bussen, at handle ind, at lave mad og at rydde op efter sig selv.

»Elisabeth har taget bilen og kørt ud til en ung for at tage bussen med dem hele vejen herind – for at tage bussen tilbage igen og hente bilen,« fortæller Rio Hensel.

»Lige når jeg har lært køreplanerne, så laver de dem om,« griner Elisabeth Tagesen.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Samarbejdspartnere

UU-vejlederne er RUNs vigtigste samarbejdspartner. Det er dem, der blandt andet skal visitere de unge til tilbuddet.

RUN samarbejder også med myndighedscentret, mentorer, jobcenteret, uddannelsesinstitutioner, private virksomheder med videre.

»Måske er noget af det helt særlige ved RUN, at vi samarbejder med så mange for, at de unge skal lykkes – og at samarbejdet med alle, faktisk fungerer helt vildt godt i praksis. Vi og de unge er så afhængige af de gode samarbejder,« siger daglig leder Claus Røjkjær.

Afdelingsleder Claus Røjkjær fortæller, at det hele handler om at have tid til rådighed.

»Mange har ikke den tid, som vi har her. Vi er rigtig glade for den tid, for den betyder noget for vores succesrate,« siger han.

»Det er så nært. Når nogen stopper ved RUN, så står vi med tårer i øjnene – selvom de stopper af de rigtige årsager. De skal videre, og det er godt,« siger Rio Hensel.

Fra offer til kriger

RUN startede som et projekt under Poul Due Jensen Fonden, men i dag har Randers Kommune overtaget driften, og politikerne har valgt at forlænge tilbuddets bevilling til 31. december 2023.

Det, som pædagogerne i RUN særligt fokuserer på, er at udvikle og finde kompetencer. Det er et af de værktøjer, som de bruger til at give de unge en større selvsikkerhed og selvbevidsthed.

»Jeg kan godt lide, når de unge går fra at være offer til kriger. Når de siger, at ’nu skal jeg fandeme vise dem, at jeg godt kan’ på trods af, at de har eksempelvis adhd eller angst. De unge vil vise folk, at de tager fejl, når de tror, at de unge ikke kan blive til noget,« siger Rio Hensel og fortsætter:

»De unge går igennem en modningsperiode her. Vi roser dem meget, og vi fokuserer på det, der fungerer, og så lægger vi det væk, der ikke virker. Så kan vi lige så stille mærke, at de vokser,« siger han, inden han afslutter:

»Jeg synes faktisk, vi er pissedygtige. Vi gør en forskel, og vi rykker de unge personligt. Jeg synes ikke, RUN kan undværes, og jeg tror, at mange ville misunde os, hvis de vidste, hvad vi gør her.«