Knap 720.00 kroner blev uddelt til seks projekter, da Landdistriktsudvalget skulle uddele årets sidste midler.

AF CECILIE BISGAARD

Landdistriktsudvalget har uddelt årets sidste penge fra Landsbypuljen. Om året er der halvanden millioner kroner i puljen, og der bliver uddelt omkring 750.000 kroner over to omgange. Denne gang var der 825.000 kroner tilbage i puljen, som udvalget på deres seneste møde skulle fordele.

I alt havde 21 projekter søgt om støtte for over to millioner kroner, men det blev kun seks projekter, der skulle dele de de sidste penge i Landsbypuljen. Da de seks projekter til sammen havde søgt om 719.441 kroner, var det altså ikke hele puljen, der blev opbrugt.

De seks projekt er blevet valgt ud fra en række parametre, som politikerne hvert år fastsætter. I år har det blandt andet været fokus på, hvor mange af de lokale borgere, der ville få glæde af projektet, hvor hurtigt man kan gå i gang med at føre projektet ud i livet, og om projektet har en grad af egenfinansiering (som ikke tæller andre puljer og fonde).

To nye legepladser

Projekter kan maksimalt få 150.000 kroner i støtte fra Landsbypuljen, og i denne omgang har både Harridslev Aktivitetsplads og Natur- og Aktivitetspark Spentrup fået det beløb.

I Harridslev skal penge bruges på at genskabe en aktivitetsplads, der for flere år siden var placeret på en grøn plet i byen. Det er planen, at der blandt andet skal være legeplads, borde, bænke og petanquebaner på stedet. Landdistriktsudvalget har de deres bevilling skrevet, at hvis der bliver etableret petanquebaner et andet sted Harridslev, inden projektet føres ud i livet, så får projektet 25.000 kroner mindre i støtte.

I Spentrup skal pengene bruges på at skabe en helt ny aktivitetsplads, der med en legeplads og andre ting kan være samlingspunkt for byens børn, daginstitutioner og plejehjemsbeboere.

Tre baner til padeltennis

Både Havndal Fitness og IF Fjorden har fået 112.500 kroner til padeltennisbaner. I Havndal vil man bygge to nye, mens man i Øster Tørslev gerne vil omdanne den ene af byens eksisterende to tennisbaner til en padelbane.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: De fik støtte af Landsbypulje

Harridslev Aktivitetsplads: 150.000 kroner til etablering af legeplads, petanquebane med videre

Havndal Fitness: 112.500 kroner til etablering af padeltennisbane

IF Fjorden: 112.500 kroner til ombygning af tennisbane til padeltennisbane

Lem Forsamlingshus: 92.441 kroner til energioptimering

Natur- og Aktivitetspark Spentrup: 150.000 kroner til etablering af legeplads med videre

Ålum Forsamlingshus: 102.000 kroner til energioptimering

De sidste to projekter, der fik støtte, var to forsamlingshuse, der begge gerne vil energioptimere. I Ålum ønsker man at udskifte et oliefyr med en varmepumpe og at forbedre ventilationssystemet. Det har forsamlingshuset fået 102.000 kroner til. Lem Forsamlingshus har fået 92.441 kroner til at renovere et rum med nyt loft og gulv og at lydisolere hele forsamlingshuset.

Nye kriterier næste år

På samme møde i Landdistriktsudvalget, hvor anden runde af Landsbypuljen blev uddelt, skulle politikerne beslutte de kriterier, som 2023’s Landsbypulje skal uddeles efter. Det blev blandt andet besluttet, at forsamlingshuse og mødesteder, der bruger energi året rundt, får en højere ”score” end steder, hvor man kun bruger energi en del af året, fordi der ellers er lukket.

Hvis man har egenfinansiering på energiforbedringer, kan man se frem til en dobbeltscore. Og jo højere score jo højere sandsynlighed for at modtage penge, så egenfinansiering er noget, som politikerne vægter højt.

De nye kriterier kommer til at gælde for første runde, hvor der er ansøgningsfrist 1. marts. Derefter vil man tage op til overvejelse, om de nye kriterier også skal gælde for anden runde, som har ansøgningsfrist 1. november.