Man vil gerne udvikle Nørreådalen, så den bliver et område af national og international betydning.

På det seneste møde i midten af november vedtog Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune en regional landskabsstrategi for Nørreådalens fremtid. Landskabsstrategien favner alle interesserne omkring Nørreå: landskab, vandforvaltning, landbrug, natur, bosætning, friluftsliv og turisme i hele Nørreådalen fra Viborg i vest til Randers i øst. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Randers Kommune.

»Hovedformålet med landskabsstrategien er, at vi nu har en fælles ramme for Nørreådalens fremtidige udvikling og forvaltning i et bredt ejerskab mellem de tre kommuner Viborg, Favrskov og Randers og lokalsamfund, lodsejere og øvrige interessenter,« siger udvalgsformand Nick Zimmermann (DF) i pressemeddelelsen.

Strategien er en plan for udviklingen, som myndigheder kan anvende i deres arbejde med planlægning, projekter og sagsbehandling, og som lokalsamfund og lodsejere kan bruge til at sætte initiativer i gang og orientere sig efter i forhold til deres lokale virke. Strategien indeholder også en liste over prioriterede projekter, som man gerne vil have ført ud i livet i løbet af de kommende år.

Viborg Kommune har været projektleder på vegne af de tre kommuner.

Artiklen fortsætter under billedet

Afgrænsning af projektområdet for landskabsstrategien for Nørreådalen. Kort: Randers Kommune

Store ambitioner

Nørreådalen er en våd ådal med mange udfordringer for eksempel i forhold til klimaforandringer. Gennem de sidste par år har lokalbefolkningen og andre med interesse for Nørreådalen sat fokus på ådalens kvaliteter og udfordringer.

Landskabsstrategien tager udgangspunkt i en vision, der kombinerer en jordnær tilgang til livet i ådalen med udsyn og vingefang og ambitionen om at udvikle ådalen til et sammenhængende område af national og international betydning.

Visionen er overliggeren for en række mål og projekter, der dækker emner som landbrugets udviklingsmuligheder med en åben ådal præget af græsning, udvikling af naturværdierne, fælles forståelse af vandets strømningsveje understøttet af konkrete analyser, friluftsliv, stier og rekreative muligheder og formidling.

Landskabsstrategien har ingen juridisk status og dermed i sig selv ingen konsekvenser for myndighedsbehandlingen eller den enkelte lodsejers forvaltning af sin ejendom.

ceb