Lukkeugerne i sfo’erne er nu de samme som i kommunens daginstitutioner.
AF CECILIE BISGAARD
Er du godt i gang med at planlægge sommerferie og derfor har brug for at vide, hvilke uger dine børn ikke kan blive passet i sfo’en?
Så er der godt nyt. Politikerne i Skole- og Uddannelsesudvalget besluttede nemlig på deres seneste møde at fastsætte sfo’ernes lukkedage for de næste fem år (til og med 2027). Lukkeugerne bliver i alle årene uge 29 og 30. Dermed kan du nu trygt planlægge og bestille sommerferie i god tid.
I efteråret 2025 vil man så lave en ny femårig ferieplan, der skal gælde fra 2028 til 2032.
Passer med børnehaver
I marts sidste år besluttede udvalget ellers at ændre sfo’ernes lukkeuger fra netop uge 29 og 30 til uge 28 og 29. Den ændring skulle være trådt i kraft til sommer. Man ændrede dengang lukkeugerne på grund af ”et indgående ønske fra skolebestyrelserne,” står der i forvaltningens indstilling til udvalget.
I august skulle Børne- og Familieudvalget tage stilling til, om de også ville ændre lukkeugerne i kommunens daginstitutioner, således at lukkeugerne i sfo’erne og daginstitutionerne blev de samme. Det valgte udvalget dog at sige nej til. De fastholdt uge 29 og 30 som lukkeuger. Derfor skulle Skole- og Uddannelsesudvalget så tage stilling til lukkeugerne igen, og denne gang sendte de det i høring på skolerne.
”I hovedparten af høringssvarene argumenteres der for, at lukkeugerne bør placeres i de to midterste uger af skolernes sommerferie. I somre med seks ugers ferie betyder det den tredje og fjerde uge og i somre med syv, skal placeringen konkret vurderes,” skriver forvaltningen.
I de næste fem år er uge 29 og 30 de midterste uger af skolernes sommerferie, når den varer seks uger.
Tre ugers sommerferie
Grunden til, at man gerne vil ligge lukkeugerne i de to midterste uger, er, at skolepædagogerne kan få afviklet deres tre ugers sommerferie, uden at det går udover deres muligheder for at forberede næste skoleår, som man som regel gør i den sidste uge af skolernes sommerferie. Nogle af pædagogerne vil nemlig skulle holde ferie en uge før lukkeugerne, mens resten vil skulle holde ferie en uge efter lukkeugerne for at få tre ugers sommerferie i alt.
”I netop den uge op til skolestart er der erfaringsmæssigt mange børn i sfo, og de har ikke været i sfo længe og derfor har brug for kendte voksne til at modtage og guide dem i hverdagen. Tilmed er pædagogerne en integreret del af skolens teamsamarbejde i indskolingen og på specialområdet, og den fælles forberedelse af det nye skoleår og det fælles samarbejde om kerneopgaven mellem lærerne og pædagogerne er afgørende for en høj kvalitet i undervisningen,” står der til sidst i forvaltningens indstilling til Skole- og Uddannelsesudvalget.