Salling Group sætter nu en grænse.
Tilbage i 2019 endte Ford i en regulær facebook-shitstorm, da man annoncerede, at børn kunne møde op hos den lokale Ford-forhandler og få en rød hue magen til den, Tinka har på i TV2’s julekalender. Det eneste man dengang skulle give retur var samlekort, som man kunne få i Kvickly, Dagli’Brugsen og SuperBrugsen, når man købte for mere end 100 kroner.
Men her måtte flere gå forgæves – selvom de havde samlekortene. Der var simpelthen ikke nok huer, hvilket fik flere rasende forældre til tasterne.
Her måtte både bilforhandleren og samarbejdspartneren TV2 ud at beklage, at man ikke havde fået lavet nok huer.
Og huerne er ikke blevet mindre eftertragtede på de tre år, der er gået siden shitstormen i 2019.
»Kære gæster, vi ville gerne have haft rigeligt, men salget af Tinka-nissehuer er desværre stukket af i sådan en grad, at der nu kommer begrænsning på antallet af huer, hver gæst kan købe. Vi håber på forståelse og på at børnene bliver prioriteret,« Fætter BR i Randers på sin facebook-side.
Har undervurderet efterspørgslen
Og det sker, for Salling Group, der også ejer Fætter BR, og som i år er partner med TV2, melder ud, at man nu sætter en begrænsning på antallet af huer, man må købe. Og det gælder i alle virksomhedens butikker.
»Det var vores overbevisning, at 210.000 nissehuer til landets børn ville være rigeligt, men vi må tilstå at have undervurderet efterspørgslen,« siger indkøbsdirektør i Salling Group, Henrik Schmidt i en pressemeddelelse.
»Vi har købt historisk mange Tinka-nissehuer. Så vi er positivt overraskede over den overvældende efterspørgsel, men det går fortsat hurtigt. Derfor sætter vi også en begrænsning på max fire huer, så vi sikrer, at huerne ender på toppen af de små,« siger indkøbsdirektøren.
I løbet af kort tid har Føtex, Bilka og BR, hvor nissehuerne kan købes, solgt 100.00 af i alt 210.000 nissehuer. Ved hver solgt nissehue donerer Salling Group to kroner til Julemærkehjemmene.
Salget af nissehuer ophører, når den sidste er solgt, oplyser virksomheden.
am