Søndag den 30. oktober fejrede Kolonihaveforeningen VASEN og Randers Freja Motion opsætningen af en hjertestarter på Vasen 10 ved Randers Freja Motions klubhus.
Kolonihaveforeningen VASEN har sammen med Randers Freja Motion sørget for, at der i dag står en hjertestarter af nyeste model i et opvarmet skab uden på Randers Freja Motions klubhus. Omkostningen til såvel anskaffelse som service deles 50:50 mellem foreningerne.
Aftalen og samarbejdet kom oprindeligt på plads i 2020 på deres generalforsamlinger, men på grund af corona blev udsat til nu.
Brugen af hjertestarteren er ret simpel og lige til at gå til. Der er tydelig instruktion i kassen og apparatet ”fortæller” hele tiden selv, hvad der nu skal gøres. Alligevel planlægger foreningerne, at der i den nærmeste tid afholdes kursus i hjerte-lunge redning med Hjerteforeningen som instruktør for interesserede klubmedlemmer.
Til stede ved opsætningen var også repræsentanter fra Hjerteforeningens lokale afdeling i Randers.