Din Avis har spurgt de lokale politikere på Christiansborg om, hvad de vil bruge de næste fire år på.

AF CECILIE BISGAARD

Fem mandater. Historisk mange. Det var, hvad Randers-området lykkedes at få valgt ind på Christiansborg, da der var folketingsvalg 1. november.

For nogle af dem er landspolitik, ordførerskaber og Christiansborg velkendt. Men for et par stykker af dem er det helt nyt. Din Avis fangede de fem valgte torsdag og fredag efter valget, hvor de fleste af dem var på vej til møder på netop deres nye arbejdsplads – Christiansborg – til en snak om, hvad fremtiden kommer til at byde på.

Arkivfoto: Kian Johansen

Malte Larsen

Socialdemokraten Malte Larsen er en af dem, der har haft sin daglige gang på Christiansborg før valget. Fra november 2015 til maj 2019 har han af fire omgange vikarieret for nogle af sine kollegaer, og i juni 2019 sikrede han sig en permanent plads i folketingssalen. En plads han formåede at holde fast i ved dette valg.

»Da jeg fandt ud af, at jeg var valgt ind igen, følte jeg mig meget ydmyg. Jeg tænkte også ’wow, hvor er det vildt, at folk har set det, jeg har lavet, og viser mig den tillid at vælge mig som deres repræsentant på Christiansborg. Det er en voldsom følelse i det øjeblik, og den varer cirka et døgns tid,« siger den tidligere skolelærer og sygehusportør, inden han skynder sig at tilføje:

»Den ydmyge følelse er der altid, men den er mere voldsom efter et valg.«

Hvad har Malte Larsen så tænkt sig at bruge de næste fire år på?

»Vi er i fuld gang med at rulle vores valgprogram ud. Vi skal finde den hårfine balance, der er mellem udvikling i velfærd kontra skattelettelser, og så er folks holdning til klima ikke blevet mindre ambitiøs – selv de borgerlige partier har sagt, at det er noget, de vil fortsætte med – så der kører vi på for fuld kraft,« siger han og fortsætter:

»Det ser heldigvis ud til, at vores mærkesag Arne-pensionen står fast. Opgaven for mit sigte er at udvide den, så den stigende pensionsalder også betyder flere år i Arne-pensionen, så man rykker grænserne samtidig. Der er nok at tage fat på.«

Arkivfoto: Kian Johansen

Michael Aastrup Jensen

Den af Randers-mandaterne, der har mest Christiansborg-erfaring, er Venstre-manden Michael Aastrup Jensen. Han har været medlem af Folketinget siden 8. februar 2005. Han har tidligere været EU-ordfører, og siden 2015 har han været det liberale partis udenrigsordfører.

Da det på valgaftenen stod klart, at hans parti havde fået noget af en vælgerlussing, var Michael Aastrup Jensen langt fra sikker på, at han ville få en af de tre østjyske Venstre-pladser, som partiet havde sikret sig.

»Jeg var først sikker onsdag klokken 16, da Randers-tallene kom ind, og jeg så, at jeg havde fået et rigtig fornuftigt valg i Randers. Det var først der,« siger han fra bilen, hvor han er på vej til København.

»Jeg skal til gruppemøde, men før valget blev udskrevet, havde jeg lovet en fgu-klasse fra Randers at vise dem rundt på Christiansborg, så det er jeg på vej til. Jeg havde sagt til eleverne, at de havde en interesse i, at jeg blev genvalgt, ellers kunne jeg jo ikke vise dem rundt,« griner han.

Og hvad skal Michael Aastrup Jensen så bruge sine næste fire år på?

»Først og fremmest er jeg taknemmelig for, at mit lokale bagland igen har bakket mig op. Jeg har haft et fornuftigt valg på Djursland og et fint valg i Randers, og det er de to områder, jeg bor tættest på, og arbejder mest for. Det er jeg glad for, de bakker op om. Men ellers er det et godt spørgsmål,« siger han og fortsætter:

»Jeg har mistet mange kollegaer – vores gruppe er næsten halveret. Det bliver hårdt arbejde, men jeg er også spændt. Så må vi se, hvad jeg får af ordførerskaber. Måske er der nye på vej. Det er alle mand på dæk, og jeg er også i tvivl om, hvad jeg gerne vil. Jeg elsker at være udenrigsordfører, men måske er det meget sundt at skifte ud engang i mellem.«

Arkivfoto

Charlotte Broman Mølbæk

SF’eren Charlotte Broman Mølbæk er heller ikke uden erfaring. Hun blev valgt ind i Folketinget i 2019 og har altså generobret sin plads denne ved dette valg.

»Selvom mange havde dømt mig inde, så vidste jeg godt, at det ville blive et svært valg. Vi havde to Aarhus-kandidater, og i Aarhus er der bare flere, der stemmer SF, så jeg var godt klar over, det ville blive en gyser. Da jeg begyndte at få resultaterne, kunne jeg se, at jeg lå tæt på de to Aarhus-kandidater. Jeg tænkte, at det skulle gå helt galt, hvis jeg ikke blev valgt, og så begyndte der at falde ro på,« siger hun og fortsætter:

»Jeg blev glad og lettet. Jeg var faktisk så overvældet af følelser, at jeg begyndte at græde. Man bruger så meget tid på valgkamp, og det er mega hård, og så står man lige pludselig der med dommen – alle mulige følelser går igennem en, og der gik det endelig op for mig. Jeg blev meget lettet.«

Hvad Charlotte Broman Mølbæk skal bruge de næste fire år, afhænger af, hvordan regeringen kommer til at se ud, fortæller hun. Da Din Avis fangede SF’eren, var det stadig meget uklart, hvilken position partiet ville få.

»Jeg vil helt klart kæmpe videre for børn og kultur. Det er mine fokusområder, som jeg brænder meget for at gøre noget ved. Vi skal også kigge på at klimasikre Randers og broforbindelser over fjorden. Jeg har hele tiden haft den opfattelse, at Randers ikke skal betale hele gildet. Klimasikring af Randers og en bro har regional betydning, og det er en stor udgift, så det er ikke fair, at Randers selv skal betale,« siger hun og fortsætter:

»Hvis jeg får mulighed for at arbejde videre med kulturområdet, vil jeg kæmpe for en bedre geografisk fordeling af midlerne. Det vil have positiv betydning for Østjylland og Randers. Det er svært at rykke videre, når man får det mindst mulige tilskud.«

Arkivfoto

Louise Brown

Valgkamp er ikke noget nyt for Louise Brown. I 2017 stillede hun op til kommunalvalget for Venstre, inden hun skiftede til sit nuværende parti, Liberal Alliance, som hun stillede op for til regionsrådsvalget sidste år. Til gengæld bliver Christiansborg noget helt nyt for hende, for hun er en af dem, der er valgt ind i Folketinget for første gang.

»Det er uvirkeligt. Allerede natten til onsdag, da det så ud til, at vi ville få tre mandater i Østjylland, begyndte folk at sige tillykke. Men jeg er sådan lidt pessimistisk anlagt, så jeg turde ikke tro på det, før alle stemmer var talt op. Jeg er stadig bange for, at en voksen prikker mig på skulderen og siger, at det bare var sjov,« siger hun og fortsætter:

»Da jeg fandt ud af, at jeg havde fået en plads, tænkte jeg ’yes’, men det er stadig meget svært at forstå. Det er stadig ikke helt gået op for mig.«

Fordi det hele er nyt for Louise Brown, regner hun med, at hun skal bruge en rum tid på at vænne sig til sin nye hverdag.

»Forhåbentlig skal de næste fire år bruges på at lave god politik, men jeg er klar over, at det første stykke tid skal bruges på at lære og lære og lære. Men det kan jeg heldigvis godt lide. Nu handler det om at komme på plads i mit nye liv. Få mig indrettet og installeret – og se om jeg kan finde en form for systematik i det. Jeg skal falde til og forstå det, for der er mange nye ting,« siger hun.

Én ting er dog allerede nu helt sikker.

»Jeg bliver boende i Romalt. 100 procent. Det er der, jeg har mit liv.«

Arkivfoto: Kian Johansen.

Nick Zimmermann

Christiansborg som ny arbejdsplads er også blevet en realitet for DF’eren Nick Zimmermann.

»Jeg vidste jo godt, at det var Randers, der skulle afgøre, om det blev mig eller en af de andre kandidater, der kom ind. Min forlovede kaldte, da tallene var klar, og så sprang jeg ud til hende, som jeg ved ikke hvad. Vi blev selvfølgelig rigtig glade begge to, og ikke længe efter ringede Morten Messerschmidt og sagde, at jeg var blevet valgt ind. Jeg fik en ubeskrivelig følelse i hele kroppen. Det var fuldstændig vanvittigt,« siger han.

Politik er på ingen måde nyt for Nick Zimmermann, der til dagligt er en del af Randers Byråd, og så er han formand for kommunens Miljø- og Teknikudvalg.

»Jeg beholder min byrådsplads og formandspost. Det har jeg aftalt med Morten Messerschmidt, som også anbefalede mig det. Jeg vil få den nødvendige tid til at passe det. Hvis der kommer perioder, hvor jeg er nødt til at være i København i en måned eller to, så tager jeg orlov fra byrådet. Men for nu bliver jeg,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvordan min hverdag bliver. De første par gange, jeg skal til København, tager min forlovede og vores dreng med, så vi kan være sammen så meget som muligt. Og jeg kommer til at blive boende. Det er vigtigt for mig, så jeg kan fastholde min lokale forankring.«

Nick Zimmermann ved godt, hvad han vil kæmpe for i sin første periode som folketingspolitiker.

»Det første, jeg vil tage fat på, er stigende priser på alt fra fødevarer til el og gas. Der er måske nogle børnefamilier, hvor julen ser rigtig svær ud. Folketinget har en bunden opgave i at hjælpe de familier. Jeg vil også kigge på infrastruktur – først og fremmest E45. Jeg er målløs over, at det ikke er lykkedes at får tre spor til Randers Nord endnu. Og så en forbindelse over Randers Fjord. Vi vil prøve at få Østbroen på finansloven – i hvert fald en eller anden forbindelse over fjorden. Så er det op til forhandlingerne, om det bliver det ene eller det andet,« siger han.

Fakta: Personlige stemmer i Østjyllands Storkreds:

Malte Larsen (S): 6.313

Michael Aastrup Jensen (V): 5.795

Charlotte Broman Mølbæk (SF): 2.982

Louise Brown (LA): 1.085

Nick Zimmermann (DF): 1.039