Af Erik Humblebug, Nattergalvej 19, 2. tv, Randers
I den politiske debat er ordene ”varme hænder” nærmest blevet et synonym med den gode og flittige medarbejder, der gør en forskel for samfundet. Og i ordene ligger også begrebet ”kolde hænder”, der er medarbejdere i den offentlige sektor, der nærmest ikke gør en forskel for vores samfund.
Jeg støtter tanken om, at der ikke skal være flere DJØF’ere i den offentlige sektor, end der er brug for. Ingen kan have det godt med at gå på arbejde, hvis der ikke er brug for det arbejde, som vi udfører.
Men jeg synes, at der skal være den samme respekt for teknisk administrativt personale på samme måde, som der skal være for plejepersonale, lærere og pædagoger. Derfor er det direkte uforskammet at kalde noget personale for ”varme hænder” og noget for ”kolde hænder”.
Jeg har som tidligere offentligt ansat oplevet, at der kan findes løsninger for, hvordan arbejdet kan tilrettelægges bedre. Men jeg har også set, hvordan den politiske dagsorden kan hindre den bedste løsning.
I dag ville en politiker jo for eksempel sige, at det var godt, at vi fik fyret en indkøber af værnemidler og fik ansat en sygeplejerske mere. Det er bare ikke sikkert, at det giver mere tid til at pleje patienten. For nu bruger den ekstra sygeplejerske sin tid på at bestille værnemidler.
Derfor kan et politisk buzzword let betyde, at sygehusledelsen ikke tør finde den bedste løsning for patienten, fordi der er krav om flere varme hænder.
Hvis vi ændrede målet til at hedde ”mest mulig pleje til patienten”, havde det enkelte sygehus et langt bedre råderum til at finde den bedste løsning.
Jeg er sikker på, at vi kan finde tilsvarende eksempler i kommunerne.
Vi skal have respekt for hinandens arbejde. Det gør vi kun ved at afskaffe begrebet ”varme hænder”. Hvis det er sygeplejersker og sosu-assistenter, vi har brug for, hvorfor kan vi så ikke bare sige det uden at måle kropstemperaturen, før vi ansætter nogen.
Min temperatur var 36,4 sidste gang, jeg fik den målt. Så jeg har kolde hænder.
