Elever fra Tradium dystede forleden om en plads til DM i Skills.

Patrick Dahl Gråbæk fra Randers, der er flisemurer og går på Tradium, skal deltage ved DM i Skills. Det skal han efter at have vundet regionsmesterskabet for flisemurerne – en disciplin, der har stor vægt på detaljerne og det gode håndværk. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Den regionale konkurrence har kørt over to dage ved Tradiums murerafdeling i Randers. Her er der blevet dystet intensivt mellem de deltagende elever. Men samtidigt har de unge også opnået læring gennem det at deltage i konkurrencer på tid, ligesom de også har været en stor inspiration for skolens andre elever, der har kunnet følge deres arbejde på sidelinjen.

»Det er en fornøjelse at være vært for et regionsmesterskab i Skills og have dygtige, dedikerede lærlinge på besøg i vores murerafdeling. Når man ser den præcision, de arbejder med, er det en inspiration for vores andre elever – og jeg håber også, det kan inspirere mange andre unge til at kaste sig ud i et håndværksfag,« siger Lars Bagger Hansen, der er uddannelseschef for de tekniske erhvervsuddannelser på Tradium, i pressemeddelelsen.

Glædeligt gensyn

Alle eleverne kan nu tage tilbage til deres lærepladser med en masse ekstra erfaring – eksempelvis det at arbejde under pres, hvilket Patrick Dahl Gråbæk får endnu mere rutine i, når han skal med til DM i Skills, der næste gang finder sted i Fredericia fra 2. til 4. februar.

Her dyster godt 300 unge om at blive de bedste håndværkere inden for netop deres fag. For Patrick Dahl Gråbæk bliver DM også denne gang et glædeligt gensyn, da han allerede har prøvet at deltage i den nationale konkurrence. Det glæder han sig til at gøre igen, da det giver ham mulighed for at inspirere en masse unge mennesker.

»Jeg synes, det er fedt at kunne vise de unge, at man kan andet end at blive student. Der er også håndværksfagene, hvor især murerfaget er meget mere end at klaske nogle mursten op – der er rigtigt meget finesse i det,« fortæller han.

gs