Opbakning fra Malte Larsen (S) og Michael Aastrup Jensen (V) til at få en af landets planlagte tre klimaerhvervsskoler til Randers og Djursland.

AF ANETTE BONDE

De to erhvervsskoler Tradium og Viden Djurs har gjort fælles front for at få etableret en af landets kommende tre klimaerhvervsskoler lokalt i Randers og på Djursland. De lokale folketingsmedlemmer Malte Larsen (S) og Michael Aastrup Jensen (V) besøgte forleden Tradiums formandskab og direktør for at tilkendegive deres opbakning.

Grøn omstilling

I den politiske aftale ”Danmark kan mere 1” ligger en beslutning om at etablere tre klimaerhvervsskoler i Danmark. Målet er dels at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og dels befordre, at der uddannes langt flere ”kloge hænder” til at løfte den grønne omstilling.

Det kræver faciliteter, teknologi, undervisningskompetencer og samarbejde, og der er i den politiske aftale afsat 100 millioner kroner årligt fra 2023 til 2028 og herefter 30 millioner kroner årligt fra 2029 til klimaerhvervsskolerne.

Regeringen har endnu ikke besluttet sig for, hvor de tre skoler skal placeres.

Fælles ansøgning

Viden Djurs og Tradium har sendt en fælles ansøgning til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og peger på Viden Djurs’ Kalø Økologiske Landbrugsskole og Tradium Ring Djursland som oplagte mål. Tradiums direktør Lars Michael Madsen begrunder det med, at landbruget og transporterhvervet er to helt afgørende brancher, når det kommer til klimaaftrykket og den grønne omstilling i Danmark.

»Når vi sammen med Viden Djurs har udvalgt brancheområderne transport og landbrug som spydspids-områder, er det, fordi disse to områder tilsammen udgør en meget betydelig del af CO2-målsætningen i 2030. Kalø Økologiske Landbrugsskole er den eneste økologiske landbrugsskole i Danmark, og Tradium Ring Djursland er unik ved sit kuperede køretekniske anlæg, der står for uddannelse af chauffører til hele Danmark,« siger han.

Muskler og kompetence

Ifølge Malte Larsen har begge skolerne både musklerne og kompetencerne.

»Jeg synes, det er forbilledligt, at Viden Djurs og Tradium er gået sammen om at byde ind på at blive klimaerhvervsskole, og når vi så kan tilføre skolerne massive investeringer, har vi virkelig mulighed for at etablere et uddannelsesmæssigt kraftcenter for den grønne omstilling til vores lokalområde,« siger han.

Michael Aastrup Jensen nævner, at han, selvom Venstre ikke er en del af aftalen ’Danmark kan mere 1’, også støtter hundrede procent op om at få en klimaerhvervsskole etableret i lokalområdet.

»Det handler både om den grønne omstilling, som kræver en kæmpe uddannelsesindsats, og et Danmark i balance.«

Opgradering af udstyr

Hvis det bliver et ja til Viden Djurs og Tradium, vil pengene først og fremmest blive brugt til at opgradere på udstyr for at anskaffe de nyeste grønne teknologier, siger Lars Michael Madsen.

»Især på Tradium Ring Djursland, vores køretekniske anlæg, vil det kræve massive investeringer at få vognparken omstillet til el og hybrid og måske også brintteknologier.«

Derud over skal der også investeres i kompetenceudvikling af skolens undervisere.

Han peger desuden på, at også andre uddannelsesområder på skolerne kan se frem til at få del i pengene.

»Jeg ser det bestemt som helt oplagt, at man som klimaerhvervsskole skal arbejde hen imod, at alle ens uddannelsesområder får tilført de nyeste grønne teknologier, så at man som klimaerhvervsskole kan være et samlet fyrtårn og videncenter for andre erhvervsskoler.«

Støtte fra erhvervsliv og fonde

Ifølge den politiske aftale skal klimaerhvervsskolerne bakkes op af erhvervsliv og fonde, og Tradium har da også allerede kontakter ude, både til lokale, regionale og landsdækkende aktører, der potentielt vil kunne medvirke. Det er dog for tidligt at sætte navn på, idet der er tale om meget foreløbige drøftelser, understreger Lars Michael Madsen.

En nærmere dialog med aktører bremses også af, at regeringen og Børne- og Undervisningsministeriet endnu ikke har udmeldt nogle klare rammer og betingelser for, hvad det vil indebære at skulle være klimaerhvervsskole, herunder hvilken økonomimodel der konkret lægges til grund.

Med valgets udskrivelse tror Lars Michael Madsen realistisk set, at afgørelsen om klimaerhvervsskolernes placering først vil blive taget i 2023 af en ny regering.

Grøn arbejdskraft

Lars Michael Madsen fortæller, at Tradium er UNESCO Verdensmålsskole, og skolens undervisning er således allerede sporet ind på et dannelses- og bæredygtighedsperspektiv.

»Det er især erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser, som udgør omkring halvdelen af Tradiums uddannelsessortiment, der skal bidrage til, at vi i Danmark får uddannet og efteruddannet den arbejdskraft, der for eksempel skal bygge energi-øer, vindmølle- og solcelleparker. Dertil kommer, at digitalisering og grøn omstilling går hånd i hånd, hvorfor vi også bistår produktionsvirksomheder og bygge- og anlægsvirksomheder med kompetenceudvikling.«

Som eksempel på en større investering indvier Tradium til november et spritnyt efteruddannelsescenter inden for automekanikerområdet, hvor værkstederne i stor stil efterspørger efteruddannelse af mekanikere indenfor el og hybrid.