Landdistriktsudvalgets priser for Årets Initiativ og Årets Ildsjæl gik begge to til Udbyhøj.

AF ANETTE BONDE

Ved Randers Kommunes Landdistriktskonference 2022 i lørdags i Spentrup Hallen var der oplæg og workshops om temaerne turisme, bosætning og levedygtige landsbyer. Centralt var også at samle input til kommunens kommende landdistriktspolitik, og så blev Årets Ildsjæl og Årets Initiativ kåret.

Begge priser gik til Udbyhøj. Caféen Is og Pandekager fik prisen Årets Initiativ, og Kim Møller modtog prisen som Årets Ildsjæl.

Næstformand i Landdistriktsudvalget Lars Søgaard (V) fortæller, at et enigt udvalg står bag beslutningen.

»De to priser er bedømt uafhængigt af hinanden ud fra, at det er tiltag, der har en god indvirkning på og betyder en masse for lokalområdet,« siger han og understreger, at alle de indstillede initiativer og ildsjæle repræsenterer nogle utrolig gode tiltag.

Videregiver pengene

Om caféen Is og Pandekager uddyber han, at dette er et initiativ i et område, hvor der ikke er så meget handel og erhverv i forvejen.

»Det er en vedvarende aktivitet, der giver liv og indhold i lokalområdet.«

Per og Helle Jensen, der er indehavere af Is og Pandekager, har i øvrigt besluttet at videregive de 25.000 kroner, der følger med prisen, til Sødring Udbyhøj Borgerforening.

Aktiviteter på havnen

Årets Ildsjæl Kim Møller har blandt andet været drivkraft bag byens kommende klubhus, og han har ydet en stor indsats på og omkring Udbyhøj Lystbådehavn, blandt andet med at skaffe shelters på vandet og to saunaer på havnen. Hans indsats har desuden været medvirkende til, at der kommer et nyt maritimt aktivitetshus.

»Kim har betydet rigtig meget for havnen, der nu er i sikker drift, og er også en stor del af, at aktiviteter på havnen er blevet gennemført,« konkluderer Lars Søgaard.