Fra 15. september har Vorup FB Herrefodbold ansat Jonas Vestergaard Mogensen som sportschef – en stilling, som skal være med til at videreføre klubbens positive udvikling som en af byens store breddefodboldboldklubber. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Jonas Vestergaard Mogensen skal i rollen som sportschef arbejde på tværs af alle årgange og i det daglige fungere som fodboldkoordinator med fokus på både klubbens børne- og ungdomsårgange og på seniorgruppen.
Arbejdsopgaverne for fodboldafdelingens nye sportschef bliver mange, men en meget vigtig opgave bliver at bidrage til at skabe aktiviteter målrettet fællesskabet og den sportslige udvikling, ligesom opgaven i at understøtte de frivillige kræfter og involveringen af forældre bliver prioriteret meget højt.
Om ansættelsen af Jonas Vestergaard Mogensen som sportschef udtaler formand Thomas Ankersen:
»Vi har gennem længere tid i bestyrelsen drøftet muligheden for på et tidspunkt at ansætte en sportschef/fodboldkoordinator som kunne være med til at sikre vores videre udvikling som fodboldklub. Vi har de seneste 2-3 år haft en fantastisk positiv udvikling, og det er vigtigt for os at forsætte den gode rejse, hvilket gør at vi synes tidspunktet er rigtigt nu.«