Sophie “Dopha” Daugaard Andersen, som er født og opvokset i Romalt, brillerer lige nu på den danske musikscene. Snart kan hun opleves til Romalt Fester.
For nylig leverede hun en fantastisk koncert ved Smukfest, og lige om lidt vender Dopha tilbage til Romalt for at tryllebinde hjembyen med sine smukke ballader i perfekt kombination med pulserende pop. Det sker lørdag 10. september i forbindelse med Romalt Fester.
»Nok har jeg byttet Romalt ud med København, men det er stadig i det legende, sprudlende og umiddelbare rum, som jeg skabte fundamentet til, da jeg var lille, at min kreative legeplads er,« siger Dopha i en pressemeddelelse.
Romalt har stadig samme effekt på hende, og hun brugte blandt andet en del kreativ tid i hjembyen under corona-nedlukningen i starten af 2021.
Hun er kendt for at skrive dybtfølte sange med grove beats – og en overlegen vokaloptræden, både live og i studiet. Dopha er tryllebindende live, hvor musikken får et rockudtryk, der passer perfekt til hendes nærværende energi og fantastiske vokal. Hun har det med at give den fuld gas foran sit publikum hver gang, fremgår det af pressemeddelelsen.
Romalt Fester blev sidst afholdt i 2019, og er en del af ‘ELRO Dage’. Projektet drives af de fem lokale foreninger Romalt Håndbold, Romalt IF, Romalt Kultur- & Forsamlingshus, Klub 60 og Romalt Aktivitetshal.
»Vi håber, at Romalt og hele Randers og opland vil være med til at hylde Dopha. Vi er utrolig stolte af, at hun vender hjem med et brag af en koncert. Det betyder jo altid lidt ekstra, når en af de lokale klarer sig så godt, som vi ser Dopha gøre,« siger Rita Nøddelund, der er bestyrelsesformand i Romalt IF.
Billetter til koncerten kan købes via billetsalg.dk.
sra