En 21-årig mand blev torsdag ved Retten i Randers idømt en fængselsstraf for at have voldtaget en 17-årig pige i en lejlighed i Randers.
Den 17-årige var natten til 1. april i år i byen med nogle venner, da hun mødte den 21-årige, som kendte nogle af vennerne. Senere tog flere fra gruppen sammen hjem til en lejlighed i Randers, hvor den 21-årige og den 17-årige fik en madras, de begge skulle sove på.
Ifølge den 17-åriges forklaring begyndte den 21-årige at gnubbe sig op ad hende, mens hun lå med ryggen til ham.
Den 17-årige pige forklarede i retten, at hun rystede på hovedet, da den 21-årige spurgte, om hun havde lyst til sex, men at han alligevel trak trusserne af hende, og at hun stivnede, mens han gennemførte samlejet.
Den 21-årige forklarede derimod, at han mente, at hun med sit kropssprog viste, at hun havde lyst, og at der var tale om frivillig sex.
»Bevisførelsen i voldtægtssager er ofte meget vanskelig, og det gør sig særligt gældende, når der er tale om samtykkesager. I denne sag var retten enig med anklagemyndigheden i, at der ikke var samtykke. Retten lagde blandt andet vægt på kvindens forklaring og en efterfølgende korrespondance mellem hende og den 21-årige,« siger specialanklager Jesper Rubow.
Den 21-årige blev dømt til et år og ni måneders fængsel og til at betale en erstatning på 70.000 kroner til den 17-årige pige. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. Han blev varetægtsfængslet, efter dommen var afsagt.