En 60-årig mand blev torsdag eftermiddag dræbt i en færdselsulykke på motortrafikvejen Ringvej Syd ved afkørslen til Clausholmvej lidt syd for Randers.
Den 60-årige mand var på arbejde for et firma, der havde til opgave at slå et græsareal ved vejen, og han var derfor kørende på en lille traktor, der bruges til græsslåningen.
På Ringvej Syd ramte en bil, der blev ført af en 31-årig mand, ind i traktoren, der befandt sig på vejbanen.
Der var hurtigt en ambulance på stedet, og der blev udført livreddende førstehjælp på den 60-årige mand, som blev kørt på hospitalet. Hans skader var dog så alvorlige, at den 60-årige afgik ved døden kort efter.
En bilinspektør og Arbejdstilsynet foretog undersøgelser på stedet og skal forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken. Der er foreløbigt ikke sket sigtelse i sagen.
De pårørende til den 60-årige er underrettet.