Laurbjerg Kraftvarme investerer i kæmpe varmepumpe til gavn for miljøet, forsyningssikkerheden og forbrugernes pengepung.

KIAN JOHANSEN

På en mark lige udenfor Laurbjerg, som du kan se fra Hammelvej, bliver ryddet jord og gjort klar til at etablere en eldreven varmepumpe, der skal forsyne byen med fjernvarme.

Det lokale kraftvarmeværk ved Laurbjerghallen er i dag udelukkende baseret på naturgas, som på grund af corona og især krigen i Ukraine har været på prismæssig himmelflugt.

Varmepumpen har en kapacitet på 1,3 MW og vil i gennemsnit over tid kunne dække 80 procent af forbrugernes varmebehov. På kolde vinterdage med spidsbelastning vil det fortsat være nødvendigt at få varme fra kraftvarmeværket, der er baseret på naturgas.

Udover at være godt for miljøet og forsyningssikkerheden bliver varmepumpen også en gevinst for forbrugernes økonomi, selvom projektet er blevet væsentligt dyrere end oprindeligt planlagt. Bestyrelsen forventer, at kunderne vil spare 10-20 procent på varmeregningen – vel og mærke i forhold til priserne, før prisen på gas stak af.

»Vi begyndte allerede for tre år siden at tale om, at vi gerne ville lave en grøn omstilling. Det var inden, gaspriserne begyndte at stige, og man begyndte at tale om forsyningssikkerhed ved at gå væk fra fossil varmeproduktion,« siger Morten Møller, der er formand for bestyrelsen i Laurbjerg Kraftvarme.

20 millioner kroner

Varmepumpe-projektet var oprindeligt budgetteret til 13 millioner kroner, men på grund af prisstigninger i byggeriet ender det med at løbe op i en investering på samlet 20 millioner kroner.

I prisen indgår opgradering af styresystemet på det gamle varmeværk i byen samt opkøb af et større stykke jord på Hammelvej nordøst for Laurbjerg, hvor varmepumpen skal etableres i en maskinbygning. Varmepumpen fungerer ved at optage energi fra udeluften via en energioptager, der består af syv kompressorer.

Varmen bliver ledt ind til forbrugerne i Laurbjerg igennem en rørledning, som Laurbjerg Kraftvarme tidligere har brugt til at modtage overskudsvarme fra det nærliggende biogasanlæg, OL Biogas.

Hvis alt går vel, bliver varmepumpen etableret i uge 42, og det hele skulle gerne være klar op til jul. Varmeværket har for nylig fjernet gebyret for at blive koblet på fjernvarme i Laurbjerg, og bestyrelsen håber, det kan få endnu flere til at blive kunder hos Laurbjerg Kraftvarme.

Langt hovedparten af de omkring 400 husstande i byen er kunder hos varmeværket, mens resten anvender eksempelvis elvarme eller pillefyr.