97-årig kvinde fik besøg af næsten alle sine 20 tipoldebørn og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre.

AF JEPPE RAFN

»Er de allesammen mine? Kan du ikke godt forstå, jeg bliver gammel?«

Henny Bisgaard Nielsen, 97, var helt overvældet, men ikke uden humor, da hun for nylig havde besøg af næsten hele sin familie på Sall Friplejehjem lidt udenfor Hammel, hvor hun har boet de seneste par år.

Familien omfatter tre børn, syv børnebørn, 18 oldebørn og 20 tipoldebørn. Tipoldebørnene er i sagens natur ikke så gamle, og mange af de mindste havde Henny ikke set før det store familietræf.

Den 97-årige kvinde sad på en stol i friplejehjemmets store fællesrum og tog imod de mange gæster, der løbende ankom og hilste på deres ophav, der undervejes måtte knibe en tåre.

»Jeg bliver helt rørt og skal vist have et stykke papir,« lød det fra Henny efter endnu et hjerteligt gensyn i fællesrummet, hvorfra der er udsigt til stedets høns, geder og kid.

Det 21. tipoldebarn ventes til september. Foto: Jeppe Rafn

»Hvor er det hyggeligt med gederne. Ungerne render lige derud,« sagde en af gæsterne til Henny, der selv elsker udsigten.

»Ja, de er så sjove. De hopper og danser, så man griner ad dem.«

Mange år endnu

Det var ikke alle børnene, Henny kunne huske eller genkende, men derfor kunne de godt få sig en snak om kærester eller eksaminer.

»Jeg tror ikke, jeg ville kunne kende jer, hvis jeg rendte ind i jer på gaden.«

Hun havde også lidt problemer med at huske sin egen alder, men var ellers frisk og livlig og hyggede sig gevaldigt med sin store familie.

»Du har jo masser af år endnu.«

»Ja, det håber jeg. Ellers mangler I nogen til at drille.«

Gift med Gunnar

Henny Bisgaard Nielsen, født Sunesen, kom til verden 2. januar 1925 i Thisted. Som helt ung mødte hun den otte år ældre Gunnar til et bal, da hun var i hus i Midtjylland, og de blev gift i 1943.

De fik i 1945 og 1946 pigerne Dorit og Tove, og i 1959 kom Torben til verden. Torben har ”kun” nået at få børnebørn, mens Dorit og Tove tilsammen har 20 oldebørn, som altså er tipoldebørn til Henny.

I 1963 flyttede Henny og Gunnar fra en lejlighed i Aarhus til Hammel, der var i sin spæde udvikling som by. Gunnar kørte rundt som repræsentant, der solgte tøj, og var med til at starte ungdomsfodbold i Hammel GF, som i 1983 gjorde ham til æresmedlem.

Henny i selskab med sit ældste og yngste tipoldebarn.
Foto: Jeppe Rafn

Henny var hjemmegående i nogle år, men arbejdede en årrække i Hus, Have og Hobby i Hammel. Derfra kom hun i butik i Tema Centret og sluttelig i kantinen i den daværende Hammel Kommune, indtil hun i 1985 gik på pension.

Ægteparret boede i mange år på Enghavevej og efterfølgende på Tommesensvej, hvor Henny efter Gunnars død i 2003 blev boende til 2020.

En kold bajer

Efter lidt overtalelse lykkedes det at lokke Henny udenfor og få taget et billede med alle tipoldebørnene foran gederne og deres kid, som børnene var helt vilde med og fik lov at fodre og holde.

Efter forskellige fotograferinger blev der serveret kaffe og kage. Henny var nu ikke særlig sulten eller kaffetørstig og ville hellere have en kold bajer.

Så det fik tipoldemor, der i dagens anledning også havde fået en snaps om morgenen og i øvrigt kan se frem til tipoldebarn nummer 21, der ventes at komme til verden i september.

Henny hygger sig med en kold bajer og barnebarnet Chris. Foto: Jeppe Rafn